Og du skjemmes ei for din mor? Først så renner du til fjells månedsvis i travle onnen, for at vejde ren på fonnen, kommer hjem med reven pels, uten børse, uten villt; - og til slutt med åpne øyne mener du at få meg bildt' inn de værste skryteløgne! - Nå, hvor traff de så den bukken?
PEER GYNT
Vest for Gjendin.
ÅSE
Riktig, Ja!
PEER GYNT
Hvasse vinden bar ifra; bak et oreholt forstukken han i skaresneen grov etter lav -
ÅSE
(som før)
Ja riktig, ja!
PEER GYNT
Pusten holt jeg, stod og lyttet, hørte knirken av hans hov, så av ene hornet grenene. Derpå varsomt mellom stenene frem på buken jeg meg flyttet. Gjemt i lyngen opp jeg tittet; - slik en buk, så blank og fet, skulle du vel aldri sett!
ÅSE
Nei, bevares vel!
PEER GYNT
Det smalt! Bukken stupte bums i bakken. Men i samme stund, han falt, satt jeg skrevs på bukkeryggen, grep ham i det venstre øre, ville nettop kniven kjøre bakom skolten inn i nakken; - hei! da skrek han villt, den styggen, stod med ett på alle fire, slo meg med et akterkast ut av neven kniv og slire, skrudde meg om lænden fast, stemte hornene mot læggen, klemte mig som i en tang; - dermed satte han på sprang bent fremover Gjendin-eggen!
ÅSE
uvilkårlig Jesus navn da -!
PEER GYNT
Har du sett den Gjendin-eggen noen gang? Den er halve milen lang. Hvass bortetter som en ljå. Utenfor bræer, skred og lider, rett nedover urder grå, kan en se til begge sider lukt i vannene, som blunder svarte, tunge, mer enn tretten hundre alen nedenunder. - Langsmed eggen han og jeg skar oss gjennom vejret vej. Aldri red jeg slik en fole! Midt imod, der vi for fram, var det som der gnistred sole. Brune ørnerygge svam i det hvite svimle sluk midtveis mellom oss og vandene, - sakket akterut, som fnugg. Isflak brast og brøt mot strandene; men der var ei døn at høre; bare hvirvlens vætter sprang, som i dans; - de sang, de svang seg i ring for syn og øre!
ÅSE
(svimmel)
Å gud trøste meg!
PEER GYNT
Med et, på rådløs bråbrat plet, for ivejret rype-steggen, flakset kakklende, forskremt, fra den knat, hvor den satt hjemt, klods for bukkens fot på eggen, Bukken gjorde halt omkring, satte med et himmelspring utfor dypet med oss begge!
(ÅSE vakler og griper etter en trestamme. Peer Gynt fortsetter)
Bak oss bergets svarte vegger, under oss en bunnløst sluk! Først vi kløvet lag av tåger, kløvt så en flokk av måker, som igjennom luften vigende fløy til alle kanter skrikende. Nedad, uten stans, for toget. Men i dypet glitret noget hvidlet, som i en rensdyrsbuk. - Mor, det var vårt eget bilde, som gjennom fjellsjø-stillet opp mot vannets skorpe pilte i den samme ville fart, som i den vi nedad kiled.
ÅSE
(gisper etter luft)
Peer! Gud fri meg -! Si det snart -!
PEER GYNT
Buk fra luften, buk fra bunnen, stangedes i samme stunden så at skummet om oss klasket. Ja. der lå vi nu og plasket. - Langt om lenge, du, vi nådde nordre landet på en måte; bukken svam, og jeg hang bak ham;- jeg for hjem -
ÅSE
Men bukken, du?
PEER GYNT
Å, han går der vel ennå; -
(knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:)
kan du finne ham, så ta ham!
ÅSE
Og du har ei knekket nakken? Ikke begge lår engang? Ikke ryggbenet brutt? O, Vårherre, - prisen, takk, skyldes deg, som hjalp min gutt! - Buksen har dog fått en revne; men det er knapt ved at nevne, når en minds, hvad meget værre kunne hende i slik et sprang -!
(stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)
O, din fandens reglesmed; kors og kors, hvor du kan lyve! Remsen, som du kommer med, minds jeg nu at jeg har kjennt som en jente på de tyve. Gulbrand Glesne er det hent, - ikke deg, du -!
PEER GYNT
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
ÅSE
Ja, en løgn kan endevendes, stadses op med brask og bram, klædes i en nygjordt ham, så dens magre skrot ej kendes. Det er det, som du har gjort, lagt alt så vildt og stort, uglet ut med ørnerygge og med alt det andet stygge, løyet ligt og uligt væk, skrønet ind slig måløs skræk, at en kendes ej ved tilsidst, hvad en længst har hørt og vidst!
PEER GYNT
Hvis en anden snakked slig, skulde helseløs jeg slå ham!
ÅSE
(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig; gid jeg sov i svarte jorden! Bøn og gråd ej binder på ham. - Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT
Kære, vakkre, lille moer, du har ret i hvert et ord;- vær så blid og glad-
ÅSE
Ti stille! Kan jeg glædes, om jeg vilde, jeg, som har sligt svin til søn? Må det ikke bittert krænke meg , en stakkars magtløs enke, stødt at fange skam for løn?
(græder igjen)
Hvad har slægten nu tilbage fra din farfars velmagtsdage? Hvor er skæpperne med mynt efter gamle Rasmus Gynt? Faer din gav dem fødder, han,- ødte dem så glat som sand, købte jord i alle sogne, kjørte med forgyldte vogne-, Hvor er det, som gik tilspilde ved det store vintergilde, da hver gæst lod glas og flaske bag sin ryg mod væggen klaske?
PEER GYNT
Hvor er sneen fra ifjor?
ÅSE
Du skal tie for din moer! Se tilgårds! Hvert andet rude- hul er fyldt med gamle klude. Hægn og skigard ligger nede, fæet står for vejr og væde, eng og aker ligger brak, hver en måned blir jeg pantet-
PEER GYNT
Ti så med den kærringsnak! Ofte nok har lykken skrantet, og så kom den højst påfode!
ÅSE
Der er saltrød, hvor den grode. Kors, men du er storkarl, du,- lige kaut og kry endnu, lige knøv, som dengang presten, der jan kom fra Kjøbenhavn, spurgte deg som døbenavn, bandt på at sligt et nemme sakned magen prins derhjemme, så at faer din gav han hesten med en slæde tol, som tak for den vennesæle snak,- Hå; ja da var alting gildt! Provst, kaptejn og hele resten hang der dagstødt, åd og drak, fyldte seg, så fast ed sprak. Men i nød skal kendes næsten. Her blev folketomt og stilt samme dag da 'Jon med skæppen' tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørker øynene med forkledet)
Ak, du er dog stærk og stor, skulde stå som stav og støtte for din gamle skrale moer,- skulde gårdens gerning skøtte, værge slumpen af din arv;-
(græder påny)
å, Gud hjælpe med for nytte jeg har havet af dig, din skarv! Hjemme ligger du i gruen, roder rundt i kul og emmer; mellom bygdens folk du skræmmer jentene fra gildestuen,- gør mig spe på alle kanter, slås med sognets værste fanter -
PEER GYNT
Lad mig være.
ÅSE
(følger efter)
Kan du nægte du var fremste mand i laget i det store basketaget, som for nylig stod på Lunde, der I slogs som olme hunde? Var det ikke dig, som knækte armen på han Aslak smed,- eller idetmindste brækte ene fingeren hans af led?
PEER GYNT
Hvem har fyldt dig med slig præk?
ÅSE
(hidsig)
Husmanskonen hørte hylene!
PEER GYNT
Ja, det var meg, som skreg
ÅSE
Dig?
PEER GYNT
Ja, moer, - for jeg fikk pryglene.
ÅSE
Hva for någet?
PEER GYNT
Han er spræk
ÅSE
Hvem er spræk
PEER GYNT
Han, Aslak, ved jeg.
ÅSE
Tvi - og tvi; nu må jeg spytte! Slig en slarvet fyldebøtte, slig en rangler, slig en dranket drammesluger har dig banket?
(gråter igjen)
Mangen skam og skændsel led jeg; men at dette skulde ske, det var dog den værste spe. Lad ham være nok så spræk;- skal du derfor være vek?
PEER GYNT
Om jeg hamrer eller hamres,- ligefuldt så skal der jamres.
(ler)
Trøst dig, moer -
ÅSE
Hvad? Har du løjet nu igjen?
PEER GYNT
Ja, denne gang. Tør så gråden pent af øjet;-
(knytter den venstre hånd)
se,- med denne knibetang holdt jeg hele smeden bøjet; højre næven var min slægge-
ÅSE
O, din slagsbror! Du vil lægge mig i graven med din færd!
PEER GYNT
Nei da; du er bedre værd; tyve tusend gange bedre! Lille, stygge, snille moer, du kan lide på mit ord, hele bygden skal dig hædre, bare vent til jeg får gjort noget - noget rigtigt stort!
ÅSE
(blæser)
Du!
PEER GYNT
Hvem ved, hvad en kan møde!
ÅSE
Gid du bare blev så klog, at du engang kunde bøde flængen i din egen brog!
PEER GYNT
(hidsig)
Jeg skal blive konge, kejser!
ÅSE
Å. Gud trøste mig, nu rejser sidste resten av hans vid!
PEER GYNT
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
ÅSE
Ja, giv tid, så blir du prins, siges der, om ret jeg minds!
PEER GYNT
Du skal se, moer!
ÅSE
Hold din mund! Du er gal i bunde og grund,- Nå, det er forresten sandt,- noget var derblevet af dig, hvis du ikke dagstødt gav dig af med løgn og tøv og tant. Hægstadjenten var dig god. Let du havde vundet spillet, hvis du rigtig havde villet-
PEER GYNT
Tror du?
ÅSE
Gamlen har ej kræfter til at stå sit barn imod. Han er stivsindt på en måde; men til slut får Ingrid råde, og hvor hun går, fod for fod stavrer knarken arrig efter
(begyner igen at græde)
Ak min Peer; en grundrig jente,- odelsjente! Tænk dig til;- hvis du bare havde villet, stod du nu som brudgom gild,- du, som går her svart og fillet!
PEER GYNT
Kom, så vil vi ja-ord hente!
ÅSE
Hvor?
PEER GYNT
På Hægstad!
ÅSE
Stakkars dig; Den er stængt, den friervej!
PEER GYNT
Hvorfor det?
ÅSE
Akk, jeg må sukke! Spildt er stunden, spildt er heldet-
PEER GYNT
Nå?
ÅSE
(hulkende)
Mens du i vesterfjeldet gennem luften red på bukke, har Mads Moen fæstet jenten!
PEER GYNT
Hvad? Den kvindfolk-skræmsel! Han-!
ÅSE
Ja, hun taer ham nu til mand.
PEER GYNT
Vent mig her, til jeg får spændt en hest for kærren -
(vil gå)
ÅSE
Spar sligt spræl. Bryllupet skal stå imorgen -
PEER GYNT
Pyt; jeg kommer jo i kveld
ÅSE
Tvi dig; vil du øge sorgen med et læs af hvermands spot?
PEER GYNT
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(skriger og ler på en gang)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren; det taer tid at hente mærre.
(løfter hende ivejret)
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Nej, på mine arme bær jeg dig til bryllupsgården!
(vader ut i eleven)
ÅSE
Hjælp! Vorherre sig forbarme! Peer! Vi drukner -
PEER GYNT
Jeg er båren! til en gildere død -
ÅSE
Javisst; du blir sagtens hængt tilsidst!
(rusker ham i håret)
O. dir ubæst!
PEER GYNT
Hold nu fred; her er glat og slim på bunden.
ÅSE
Aasen!
PEER GYNT
Ja brug bare munden; det gør ingen mand fortred. Så; nu skår det atter op -
ÅSE
Slip ej taget!
PEER GYNT
Hejsan, hop! Vi skal lege Peer og bukken;-
(galloperende)
Jeg er bukken, du er Peer!
ÅSE
Å, jeg ved ej af mig mer!
PEER GYNT
Ser du; nu er evjen rukken; - (vader iland) giv så bukken pent et kys; det får være tak for skyds -
ÅSE
(slår ham på øret)
Der er tak for skydsen!
PEER GYNT
Au! Den betaling var for snaud!
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Først til bryllupsgården. Vær min talsmand. Du er klog; snak med ham, den gamle dåren; sig Mads Moen er et drog -
ÅSE
Slip!
PEER GYNT
Og sig ham så tilslut, hvad Per Gynt er for en gut.
ÅSE
Ja, det kan du bande på! Du skal vakkert skudsmål få. Skildres skal du for og agter; alle dine fandens fagter skal jeg nævne grejdt og grant -
PEER GYNT
Så?
ÅSE
(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden, fød den gamle hidser hunden på dig, som var en fant!
ÅSE
Hm; så får jeg gå alene.
PEER GYNT
Ja, men jeg skal komme efter!
ÅSE
Snille moer, du har ej kræfter -
ÅSE
Ikke det? Jeg er så sindt, at jeg kunde knuse stene! Hu, jeg kunde æde flint! Slip mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover -
ÅSE
Intet! Jeg vil med der over. De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du får nok vente her.
ÅSE
Aldri! Jeg vil med i laget
PEER GYNT
Får ej lov.
ÅSE
Hvad vil du gjøre?
PEER GYNT
Sette dig på kværnetaget
(sætter hende derop. Åse skriger)
ÅSE
Løft mig ned!
PEER GYNT
Ja vil du hø -?
ÅSE
Sludder!
PEER GYNT
Snille moer, jeg beer -
ÅSE
(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, så visst jeg vilde. (nærmere) Husk nu på at sidde stille. Ikke spark og spænd med benene; ikke riv og rusk i stenene, - eller kan det gå dig ilde; du kan dratte ned.
ÅSE
Dit bæst!
PEER GYNT
Ikke spræl!
ÅSE
Gid du var blæst som en bytting ut af verden!
PEER GYNT
Fy da, moer!
ÅSE
Tvi
PEER GYNT
Giv mig heller din velsignelse til færden. Vil du? Hvad?
ÅSE
Jeg vil dig dænge, om du end er nok så stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kære moer! Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger)
Husk så på du ikke spræller! (går)
ÅSE
Peer! - Gid hjælpe mig, nu går han! Bukkesprænger! Løgnhals! Hej, vil du høre! - Nej, der skrår han over jordet -! (skrigende) Hjælp! Jeg svimler!
(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen)
FØRSTE KÆRRING
Kors; hvem skriger?
ÅSE
Der er mig!
ANDRE KÆRRING
Åse! Se, - så høyt på strå?
ÅSE
Dette her vil lidt forslå;- snart Gud bedre mig, jeg himler!
FØRSTE KÆRRING
Signe rejsen!
ÅSE
Hent en stige; jeg vil ned! Den fandens Peer -
ANDRE KÆRRING
Sønnen jers?
ÅSE
Nu kan I sige, I har set, hvor han sig ter.
FØRSTE KÆRRING
Vi skal vidne.
ÅSE
Hjælp mig bare; jeg vil bent til Hægstad fare -
ANDEN KÆRRING
Er han der?
FØRSTE KÆRRING
Så blir I hævnet; smeden kommer og til stævnet.
ÅSE
(vrider hænderene)
Å, Gud trøste mig for gutten; de tar livet hans til slutten!
FØRSTE KÆRRING
Ak, den lod er tidtnok drøftet; trøst jer med, det er så laget!
(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)
PEER GYNT
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; så betænker han sig)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for øjnene og ser bortover)
Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. - Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter benet til sig.)
Stødt så flirer de bag ens ryg, og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet)
Den som havde noget stærkt at drikke. Eller den, som kunde gå uformærkt. - Eller den, som var ukendt. - Noget rigtig stærkt var bedst, for så bider latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)
EN MAND
(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
EN KONE
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)
PEER GYNT
(sagte)
Å, lad dem snakke! De kan da vel ikke livet av mig rakke.
(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest. Der er mand på med, - og sadel - og grime. - Bagefter rider en kærringpå en lime.
(ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst; hejda, Peer! - - (lidt efter lidt lukker han øjnene.) Ja, nu er hun bange. -
Peer gynt rider først, og der følger ham mange. - - Hesten har sølvtop og guldsko fire. Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret. Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen. Ingen dog glittrer som han imod solen. -
Neder står folk i klynger langs gærdet, løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden. Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter. Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser, der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger -
ASLAK SMED
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet).
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin -!
PEER GYNT
(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser -!
SMEDEN
(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
PEER GYNT
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
SMEDEN
(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
PEER GYNT
(springer op)
Gå med det gode.
SMEDEN
Jeg skal så, ja. Men karl, hvor kommer de sidst ifra? Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
PEER GYNT
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
SMEDEN
Lad os høre, Peer! (blinker til de andre)
PEER GYNT
Kommer ingen ved.
SMEDEN
(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
PEER GYNT
Nej.
SMEDEN
En tid de sagde, jenten derborte var dig blid.
PEER GYNT
Du svarte kortp -!
SMEDEN
(viger lidt)
Ikek harm dig, Peer! Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler -; tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds; der kommer både ung-lam og enker tilårs-
PEER GYNT
Til helved -!
SMEDEN
Du finder nok en som vil ha'e dig. - God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. -
(de går under latter og hvisken)
PEER GYNT
(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte med hvem hun vil. Jeg er lige sæl! (ser nedover sig) Brogen revnet. Fillet og fæl.- Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i bakken)
Kunde jeg med et slagtertag rive dem ringeagten ud af bringen!
(ser sig plutslig om)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? Hm, jeg syntes så visst -. Nej, det var nok ingen. - Jeg vil hjem til moer.
(gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården)
De spiller til dans!
(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene)
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands! Å, piskende død, -jeg må med i laget!- Men moer, som sidder på kværnetaget -
(Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler)
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken! Ja, han Guttorm med felen er glup! Det låter og sprætter, som fos i et stup. Og så hele den glittrende jenteflokken!- Ja piskande død må jeg med i laget!
(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen)
(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)
