EN STEMME FRA FLOKKEN 1 page

PEER GYNT

Nei, jeg gjør ei!

ÅSE

Nå, så bann på, det er sant!

PEER GYNT

Hvorfor banne?

ÅSE

Tvi; du tør ei! Alt ihop er tøv og tant!

PEER GYNT

Det er sant - hvert evige ord!

ÅSE

(foran ham)

Og du skjemmes ei for din mor?
Først så renner du til fjells
månedsvis i travle onnen,
for at vejde ren på fonnen,
kommer hjem med reven pels,
uten børse, uten villt; -
og til slutt med åpne øyne
mener du at få meg bildt'
inn de værste skryteløgne! -
Nå, hvor traff de så den bukken?

PEER GYNT

Vest for Gjendin.

ÅSE

Riktig, Ja!

PEER GYNT

Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholt forstukken
han i skaresneen grov
etter lav -

ÅSE

(som før)

Ja riktig, ja!

PEER GYNT

Pusten holt jeg, stod og lyttet,
hørte knirken av hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellom stenene
frem på buken jeg meg flyttet.
Gjemt i lyngen opp jeg tittet; -
slik en buk, så blank og fet,
skulle du vel aldri sett!

ÅSE

Nei, bevares vel!

PEER GYNT

Det smalt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han falt,
satt jeg skrevs på bukkeryggen,
grep ham i det venstre øre,
ville nettop kniven kjøre
bakom skolten inn i nakken; -
hei! da skrek han villt, den styggen,
stod med ett på alle fire,
slo meg med et akterkast
ut av neven kniv og slire,
skrudde meg om lænden fast,
stemte hornene mot læggen,
klemte mig som i en tang; -
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!

ÅSE

uvilkårlig
Jesus navn da -!

PEER GYNT

Har du sett den Gjendin-eggen noen gang?
Den er halve milen lang.
Hvass bortetter som en ljå.
Utenfor bræer, skred og lider,
rett nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vannene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten
hundre alen nedenunder. -
Langsmed eggen han og jeg
skar oss gjennom vejret vej.
Aldri red jeg slik en fole!
Midt imod, der vi for fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det hvite svimle sluk
midtveis mellom oss og vandene, -
sakket akterut, som fnugg.
Isflak brast og brøt mot strandene;
men der var ei døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; - de sang, de svang
seg i ring for syn og øre!

ÅSE

(svimmel)

Å gud trøste meg!

PEER GYNT

Med et, på rådløs bråbrat plet,
for ivejret rype-steggen,
flakset kakklende, forskremt,
fra den knat, hvor den satt hjemt,
klods for bukkens fot på eggen,
Bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
utfor dypet med oss begge!

(ÅSE vakler og griper etter en trestamme. Peer Gynt fortsetter)

Bak oss bergets svarte vegger,
under oss en bunnløst sluk!
Først vi kløvet lag av tåger,
kløvt så en flokk av måker,
som igjennom luften vigende
fløy til alle kanter skrikende.
Nedad, uten stans, for toget.
Men i dypet glitret noget
hvidlet, som i en rensdyrsbuk. -
Mor, det var vårt eget bilde,
som gjennom fjellsjø-stillet
opp mot vannets skorpe pilte
i den samme ville fart,
som i den vi nedad kiled.

ÅSE

(gisper etter luft)

Peer! Gud fri meg -! Si det snart -!

PEER GYNT

Buk fra luften, buk fra bunnen,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasket.
Ja. der lå vi nu og plasket. -
Langt om lenge, du, vi nådde
nordre landet på en måte;
bukken svam, og jeg hang bak ham;-
jeg for hjem -

ÅSE

Men bukken, du?

PEER GYNT

Å, han går der vel ennå; -

(knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:)

kan du finne ham, så ta ham!

ÅSE

Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, - prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! -
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang -!

(stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, -
ikke deg, du -!

PEER GYNT

Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.

ÅSE

Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!

PEER GYNT

Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!

ÅSE

(grædende)

Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. -
Peer, du er og blir forloren!

PEER GYNT

Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord;-
vær så blid og glad-

ÅSE

Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg , en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?

(græder igjen)

Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han,-
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne-,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?

PEER GYNT

Hvor er sneen fra ifjor?

ÅSE

Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet-

PEER GYNT

Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!

ÅSE

Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du,-
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der jan kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak,-
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da 'Jon med skæppen'
tog ivej med kramkarl-skræppen.

(tørker øynene med forkledet)

Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer,-
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv;-

(græder påny)

å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen,-
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter -

PEER GYNT

Lad mig være.

ÅSE

(følger efter)

Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed,-
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?

PEER GYNT

Hvem har fyldt dig med slig præk?

ÅSE

(hidsig)

Husmanskonen hørte hylene!

PEER GYNT

Ja, det var meg, som skreg

ÅSE

Dig?

PEER GYNT

Ja, moer, - for jeg fikk pryglene.

ÅSE

Hva for någet?

PEER GYNT

Han er spræk

ÅSE

Hvem er spræk

PEER GYNT

Han, Aslak, ved jeg.

ÅSE

Tvi - og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?

(gråter igjen)

Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk;-
skal du derfor være vek?

PEER GYNT

Om jeg hamrer eller hamres,-
ligefuldt så skal der jamres.

(ler)

Trøst dig, moer -

ÅSE

Hvad? Har du løjet nu igjen?

PEER GYNT

Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet;-

(knytter den venstre hånd)

se,- med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge-

ÅSE

O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!

PEER GYNT

Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget - noget rigtigt stort!

ÅSE

(blæser)

Du!

PEER GYNT

Hvem ved, hvad en kan møde!

ÅSE

Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!

PEER GYNT

(hidsig)

Jeg skal blive konge, kejser!

ÅSE

Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!

PEER GYNT

Jo, jeg sal! Giv bare tid!

ÅSE

Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!

PEER GYNT

Du skal se, moer!

ÅSE

Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund,-
Nå, det er forresten sandt,-
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet-

PEER GYNT

Tror du?

ÅSE

Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter

(begyner igen at græde)

Ak min Peer; en grundrig jente,-
odelsjente! Tænk dig til;-
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild,-
du, som går her svart og fillet!

PEER GYNT

Kom, så vil vi ja-ord hente!

ÅSE

Hvor?

PEER GYNT

På Hægstad!

ÅSE

Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!

PEER GYNT

Hvorfor det?

ÅSE

Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet-

PEER GYNT

Nå?

ÅSE

(hulkende)

Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!

PEER GYNT

Hvad? Den kvindfolk-skræmsel! Han-!

ÅSE

Ja, hun taer ham nu til mand.

PEER GYNT

Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren -

(vil gå)

ÅSE

Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen -

PEER GYNT

Pyt; jeg kommer jo i kveld

ÅSE

Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?

PEER GYNT

Trøst dig. Alting skal gå godt.

(skriger og ler på en gang)

Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.

(løfter hende ivejret)

ÅSE

Slip mig!

PEER GYNT

Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!

(vader ut i eleven)

ÅSE

Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner -

PEER GYNT

Jeg er båren!
til en gildere død -

ÅSE

Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!

(rusker ham i håret)

O. dir ubæst!

PEER GYNT

Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.

ÅSE

Aasen!

PEER GYNT

Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op -

ÅSE

Slip ej taget!

PEER GYNT

Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken;-

(galloperende)

Jeg er bukken, du er Peer!

ÅSE

Å, jeg ved ej af mig mer!

PEER GYNT

Ser du; nu er evjen rukken; - (vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds -

ÅSE

(slår ham på øret)

Der er tak for skydsen!

PEER GYNT

Au!
Den betaling var for snaud!

ÅSE

Slip mig!

PEER GYNT

Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog -

ÅSE

Slip!

PEER GYNT

Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.

ÅSE

Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant -

PEER GYNT

Så?

ÅSE

(sparker i arrighed)

Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!

ÅSE

Hm; så får jeg gå alene.

PEER GYNT

Ja, men jeg skal komme efter!

ÅSE

Snille moer, du har ej kræfter -

ÅSE

Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!

PEER GYNT

Ja, ifald du lover -

ÅSE

Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!

PEER GYNT

Nej, du får nok vente her.

ÅSE

Aldri! Jeg vil med i laget

PEER GYNT

Får ej lov.

ÅSE

Hvad vil du gjøre?

PEER GYNT

Sette dig på kværnetaget

(sætter hende derop. Åse skriger)

ÅSE

Løft mig ned!

PEER GYNT

Ja vil du hø -?

ÅSE

Sludder!

PEER GYNT

Snille moer, jeg beer -

ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)

Løft mig ned på timen, Peer!

PEER GYNT

Turde jeg, så visst jeg vilde. (nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, -
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.

ÅSE

Dit bæst!

PEER GYNT

Ikke spræl!

ÅSE

Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!

PEER GYNT

Fy da, moer!

ÅSE

Tvi

PEER GYNT

Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?

ÅSE

Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!

PEER GYNT

Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger)

Husk så på du ikke spræller! (går)

ÅSE

Peer! - Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! - Nej, der skrår han over jordet -! (skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!

(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen)

FØRSTE KÆRRING

Kors; hvem skriger?

ÅSE

Der er mig!

ANDRE KÆRRING

Åse! Se, - så høyt på strå?

ÅSE

Dette her vil lidt forslå;-
snart Gud bedre mig, jeg himler!

FØRSTE KÆRRING

Signe rejsen!

ÅSE

Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer -

ANDRE KÆRRING

Sønnen jers?

ÅSE

Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.

FØRSTE KÆRRING

Vi skal vidne.

ÅSE

Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare -

ANDEN KÆRRING

Er han der?

FØRSTE KÆRRING

Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.

ÅSE

(vrider hænderene)

Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!

FØRSTE KÆRRING

Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!

ANDEN KÆRRING

Hun er rent fra sans og vid.

(råber opover)

Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

EN MANDSSTEMME

Hvad er fat?

ANDEN KÆRRING

Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/1b.html]

Akt 1
Scene 2

(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNT

Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(stiger halvt over; så betænker han sig)

Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(skygger for øjnene og ser bortover)

Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. -
Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(trækker atter benet til sig.)

Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet)

Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. -
Eller den, som var ukendt. - Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.

(ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

(i samtalen)

Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

EN KONE

Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

(sagte)

Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.

(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)

For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, - og sadel - og grime. -
Bagefter rider en kærringpå en lime.

(ler småt ved sig selv.)

Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! - - (lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. -

Peer gynt rider først, og der følger ham mange. - -
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.

Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.

Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. -

Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.

Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.

Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.

Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.

Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.

Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.

Kejseren letter på kronen og siger -

ASLAK SMED

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet).

Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin -!

PEER GYNT

(farer halvt ivejret)

Hvad, kejser -!

SMEDEN

(læner sig til gærdet og smågriner)

Rejs på dig, gutten min!

PEER GYNT

Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?

SMEDEN

(til de andre)

Lunde-sviren hænger nok i ham endu.

PEER GYNT

(springer op)

Gå med det gode.

SMEDEN

Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!

PEER GYNT

Jeg har gjort underlige gerninger, smed!

SMEDEN

Lad os høre, Peer!
(blinker til de andre)

PEER GYNT

Kommer ingen ved.

SMEDEN

(lidt efter)

Du skal vel til Hægstad?

PEER GYNT

Nej.

SMEDEN

En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.

PEER GYNT

Du svarte kortp -!

SMEDEN

(viger lidt)

Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler -;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs-

PEER GYNT

Til helved -!

SMEDEN

Du finder nok en som vil ha'e dig. -
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. -

(de går under latter og hvisken)

PEER GYNT

(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)

For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl! (ser nedover sig)
Brogen revnet. Fillet og fæl.-
Den, som havde noget nyt at skifte.

(stamper i bakken)

Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!

(ser sig plutslig om)

Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst -. Nej, det var nok ingen. -
Jeg vil hjem til moer.

(gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården)

De spiller til dans!

(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene)

For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, -jeg må med i laget!-
Men moer, som sidder på kværnetaget -

(Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler)

Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken!-
Ja piskande død må jeg med i laget!

(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen)

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/1c.html]

Akt 1
Scene 3

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

Date: 2016-01-14; view: 677