EN STEMME FRA FLOKKEN 4 page

DOVREGUBBEN

Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
(Går)

PEER GYNT

(jaget af troldungerne)

Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben)

TROLDUNGERNE

Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!

PEER GYNT

Au! (vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE

Stæng alle ridser!

HOFTROLDET

Hvor de morer sig, de små!

PEER GYNT

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)

Vil du slippe, dit skarn!

HOFTROLDET

(slår ham over fingrene)

Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!

PEER GYNT

Et rottehul-!
(Løber derhen)

TROLDUGERENE

Nissebroer! Det må du spærre!

PEER GYNT

Den gamle var fæl; men de unge er værre!

TROLDUNGERENE

Flæng ham!

PEER GYNT

Ak, den der var liden, som en mus!

(løber om)

TROLDUNGERENE

(myldrere omkring ham)

Stæng gærde! Stæng gærde!

PEER GYNT

(grædende)

Ak; var jeg en lus (han falder)

TROLDUNGERENE

Ni i synet på ham!

PEER GYNT

(begravet i trolddyngen)

Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte)

TROLDUNGERENE

Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder)

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/2g.html]

Akt 2
Scene 7

(Bælmørke)

(PEER GYNT høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren)

PEER GYNT

Giv svar! Hvem er du?

STEMMEN

Mig selv.

PEER GYNT

Af vejen!

STEMMEN

Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.

PEER GYNT

(vil igennem på et andet sted, men støder imod). Hvem er du?

STEMMEN

Mig selv. Kan du sige det samme?

PEER GYNT

Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slår og hugger)

Hvem er du?

STEMMEN

Mig selv.

PEER GYNT

Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?

STEMMEN

Den store Bøjgen.

PEER GYNT

Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af veien, Bøjg!

STEMMEN

Gå undenom, Peer!

PEER GYNT

Igennem!

(slår og hugger)

Han faldt!

(vil frem, men støder imod)

Hå, ha! Er her fler?

STEMMEN

Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.

PEER GYNT

(kaster grenen)

Værget er troldsmurt; men jeg har næver!!

(slår dig igennem)

STEMMEN

Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.

PEER

(kommer igjen)

Atter og fram, det er lige langt;-
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen.-
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?

STEMMEN

Bøjgen

PEER GYNT

(famler omkring)

Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!

(Skriker)

Slå fra dig!

STEMMEN

Bøjgen er ikke gal.

PEER GYNT

Slå!

STEMMEN

Bøjgen slår ikke.

PEER GYNT

Kæmp! Du skal!

STEMMEN

Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

PEER GYNT

Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. -
Nu snorker han! Bøjg!

STEMMEN

Hvad godt?

PEER GYNT

Brug vold!

STEMMEN

Den store Bøjgen vinder alting med lempe.

PEER GYNT

(bider sig i arme og hænder)

Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

(der høres spm vingeslag af store fugle)

FUGLESKRIG

Kommer han, Bøjg?

STEMMEN

Ja; fod for fod.

FUGLESKIG

Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!

PEER GYNT

Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet.-
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!

FUGLESKRIG

Han vinner!

STEMMEN

Vi har ham.

FUGLESKRIG

Systre! Skyd fart!

PEER GYNT

For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.

(synker sammen)

FUGLESKRIG

Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og salmesang høres langt borte)

BØJGEN

(svinder in til intet og siger i et gisp)

Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/2h.html]

Akt 2
Scene 8

(Soloppgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille)

(PEER GYNT ligger sovende udenfor sætervæggen)

PEER GYNT

(vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)

Den, som havde sig en ramsaltet sild!

(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme)

Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?

HELGA

Det er Solvejg -

PEER GYNT

(springer op)

Hvor er hun?

HELGA

Bag sætervæggen

SOLVEJG

(skjult)

Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.

PEER GYNT

(standser)

Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?

SOLVEJG

Skam dig!

PEER GYNT

Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.

SOLVEJG

Da var det vel, der blev ringet med klokker.

PEER GYNT

Peer Gynt er ikke den gut, de lokker.-
Hvad siger du?

HELGA

(grædende)

Å, hun taer benene fat! (løber efter) Vent!

PEER GYNT

(griber hende i armen)

Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få,-
bare snak godt for mig!

HELGA

Slip; lad mig gå!

PEER GYNT

Der har du den.

HELGA

Slip; der står nistebommen!

PEER GYNT

Gud nåde dig, hvis du ej -!

HELGA

Uf, du skræmmer mig!

PEER GYNT

(spag; slipper hende)

Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!

(HELGA løber)

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/3a.html]

Akt 3
Scene 1

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)

Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du stpr for fald.

(hugger igjen)

Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg,m var den aldri så stærk.-
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ-!

(bryder med engang tvert af)

Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark.-
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer.-
Det skal væk, dette her,- at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen.-
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt)

Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
wvil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken.-

(Øksen synker; han ser frem for sig.)

Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme)

Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!!

(hugger hvast)

En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte

(ser opad træet)

Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde;--
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
(giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse)

Der er nogen efter mig!- Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe;- du farer med svig.

(dukker bag træet og kiger frem)

En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter,-
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter-?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud.-
Der setter han på sprang med næven i en klud.

(rejser sig)

Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg -! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted.-
Men hugge-? For altid skille sig ved -?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med,--
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen)

Akt 3
Scene 2

(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(render til den ene side)

Kari, hør her!

KONEN

Hvad godt?

ÅSE

(på den aden side)

Hør her-!
Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?

KONEN

I nøglehullet

ÅSE

Hvad er det som ramler?

KONEN

Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.

ÅSE

(grædende)

Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(sætter sig på sengekanten)

Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten;-
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.

KONEN

Her i stuen får I dog sidde til jer død.

ÅSE

Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

KONEN

Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

ÅSE

Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden;-
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!

KONEN

Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.

ÅSE

Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

(farer op)

Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?

KONEN

Der, blant det andre skrammel

ÅSE

(roder om)

Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
"Ikke tin," sae Jon, "men Kong Kristian's mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!

KONEN

Jeg mener, det trængs

ÅSE

Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt-

(glad)

To uldskjorter, Kari;- dem har de glemt!

KONEN

Ja, rigtig har de det.

ÅSE

Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge;-
den, han har på, er så slidt og tyndt.

KONEN

Men kors, moer Åsee, det er visst synd!

ÅSE

Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.

[http://www.lysator.liu.se/runeberg/peergynt/3c.html]

Akt 3
Scene 3

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)

Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke.-
De kommer med mørke; de klapper og banker:
luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker! Under sengen vi pusler, i asken vi rager,
gennem piben vi rusler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?

(SOLVEJG kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG

Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

PEER

Solvejg! Det er ikke -! Jo, det er!-
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

SOLVEJG

Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.

PEER GYNT

Men faer din?

SOLVEJG

På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.

PEER GYNT

Solvejg, du vene,-
for at komme til mig?

SOLVEJG

Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.

(i gråd)

Værst var det at slippe min lille syster;-
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar;-
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, - alle!

PEER GYNT

Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.

SOLVEJG

Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

PEER GYNT

Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

SOLVEJG

På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem

PEER GYNT

Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage -;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt -

SOLVEJG

Rigt eller gildt, - her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse, -BR> for en stilhed og sang! - her er jeg tilhuse.

PEER GYNT

Og ved du det visst? For alle dine dage?

SOLVEJG

Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.

PEER GYNT

Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.

(han lukker op; SOLVEJG går inf. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT

Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvide i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)

KVINDEN

Godkveld, Peer rapfod!

PEER GYNT

Hvad godt? Hvem der?

KVINDEN

Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.

PEER GYNT

Så? Det er mer, end jeg ved.

KVINDEN

Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.

PEER GYNT

(vil gå)

Jeg har bråhast -

KVINDEN

Det har du altid, gut;

men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

PEER GYNT

I mistaer jer, moer!

KVINDEN

Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

PEER GYNT

Jeg lovte -? Hvad fanden er det for snak?

KVINDEN

Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt -?

PEER GYNT

Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?

KVINDEN

Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(til ungen)

Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.

PEER GYNT

Faer? Er du drukken? Kalder dum ham -?

KVINDEN

Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?

PEER GYNT

Vil du bilde mig ind -?

KVINDEN

Vil du vrigle dig bort -

PEER GYNT

Den langbente ungen -!

KVINDEN

Han er vokset fort.

PEER GYNT

Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud -?

KVINDEN

Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(grædende)

Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet;-
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!

PEER GYNT

Vig fra mig, din troldheks!

KVINDEN

Ja, se om jeg gør!

PEER GYNT

Jeg skal slå dig i skallen -!

KVINDEN

Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl,-
blir du kælen, Peer Gynt,- vil du lege og dægge,-
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære guttem min, imorgen kan du gifte dig!

PEER GYNT

Din helvedes mar!

KVINDEN

Men der er s'gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?

UNGEN

(spytter på ham)

Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!

KVINDEN

(kysser ungen)

Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du vlir faer din op af dage når du engang vokser op!

PEER

(stamper)

Gid I var så langt -!

KVINDEN

Som vi nu er nær?

PEER GYNT

(knuger hænderne)

Og alt dette -!

KVINDEN

Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!

PEER GYNT

Værst for en anden!-
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

KVINDEN

Å ja; det svir til de skyldfri, sa'e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham)

PEER GYNT

(after a long silence)

Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her.-
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammmel.-
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. -

Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.

Date: 2016-01-14; view: 651