(I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.)
DEN KOMMENDE
Schafmann, sig mig, hvor er direktøren?
EN VOGTER
Kørt ud imorges længe før dag.
FØRSTE
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag; thi nat-
EN ANDEN
Hys, stille; der er han ved døren!
(BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)
PEER GYNT
(for sig selv)
I sanhed, en yderst begavet mand; næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.
(ser sig om)
Så dette her er de lærdes klub?
BEGRIFFENFELDT
Her vil De finde den, rub og stub;- de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds; den er nylig forøget med hundre og treds--
(råber på vogterene.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs,- ind i burene med jer fluks!
VOGTERENE
Vi?
BEGRIFFENFELDT
Hvem ellers? Afsted, afsted! Når verden snurrer, så snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et bur.)
I kan slutte jer til resten,- jeg siger ikke mer.
(stænger burdet og kaster nøglen i en brønd)
PEER GYNT
Men, bedste herr doktor og direktør-?
BEGRIFFENFELDT
Ingen af delene! Jeg var det før--. Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft-
PEER GYNT
(with increasing uneasiness)
Hvad er det?
BEGRIFFENFELDT
Lov mig, De ikke vil skælve.
PEER GYNT
Jeg skal prøve-
BEGRIFFENFELDT
(trækker han hen i et hjørne og hvisker)
Den absolutte fornuft afgik ved døden i aften kl. 11.
PEER GYNT
Gud fri mig -!
BEGRIFFENFELDT
Ja, det er yderst beklageligt. Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt; thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste for en dårekiste.
PEER GYNT
En dårekiste!
BEGRIFFENFELDT
Ikke nu, forstår De!
PEER GYNT
(bleg og sagte)
Nu skønner jeg stedet! Og manden er gal;- og ingen ved det!
(trækker sig bort)
BEGRIFFENFELDT
(følger efter)
Forøvrigt håber jeg De har forstået? Når jeg kaler ham død, så er det væv. Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået,- akkurat som min landsmand Münchhausens ræv.
PEER GYNT
Unskyld et minut-
BEGRIFFENFELDT
(holder på ham)
Nej, det var som en ål;- ikke som en ræv. Gennem øjet en nål;- han sprælled på væggen--
PEER GYNT
Hvor finder jeg frelsen!
BEGRIFFENFELDT
Rundt om halsen et snit og så, vips af pelsen!
PEER GYNT
Forrykt! Aldeles fra vid og sans!
BEGRIFFENFELDT
Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge,- denne fra-sig-gåen vil have til følge en hel omvæltning til lands og vands. De personligheder, som før kaldtes gale, blev nemlig iaftes kl. 11 normale, konforme med fornuften i dens nye fase. Og ser man endvidere på sagen ret, er det klart at fra nysnævnte klokkeslet, begyndte de såkaldte kloke at rase.
PEER GYNT
De nævnte klokken; min tid er knap-
BEGRIFFENFELDT
Deres tid? Der gav De min tanke et rap!
(åbner en dør og råber:)
Herud! Den vordende tid er forkyndt! Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
PEER GYNT
Nej, kæreste mand -!
(de afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet.)
BEGRIFFENFELDT
God morgen! Giv møde, og hils på befirelsens morgenrøde! Eders kejser er kommen!
PEER GYNT
Kejser?
BEGRIFFENFELDT
Ja visst!
PEER GYNT
Men æren er så stor, så over al måde-
BEGRIFFENFELDT
Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde i en stund som denne.
PEER GYNT
Men und mig blot frist-! Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
BEGRIFFENFELDT
En mand, som har Sfinxens mening fornummet? Som er sig selv?
PEER GYNT
Ja, det er just knuden. Jeg er mig selv i et og i alt; men her, så vidt jeg forstod, det galdt at være sig selv, så at sige, foruden.
BEGRIFFENFELDT
Foruden? Nej der taer De mærkelig fejl! Her er man sig selv aldeles forbandet; sig selv og ikke det ringeste andet;. man går, som sig selv, for fulde sejl. Hver lukker sig inde i selvets tønde, i selvets gærning han dukker tilbunds,- han stænger hermetisk med selvets spunds og tætner træet i selvets brønde. Ingen har gråd for de andres veer; ingen har sans for de andres ideer. Og selv, det er vi i tanken og tonen, os selv til springbrættets yderste rand,- og følgelig, skal der en kejser på tronen, er det klart at De er den rette mand.
PEER GYNT
Å, gid jeg var fanden -!
BEGRIFFENFELDT
Nu ikke forknyt; næsten alt i verden er førstningen nyt. "Sig selv;"-kom, her skal de se et exempel; jeg vælger det første det bedste iflæng-
(til en mørk skikkelse)
Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng, bestandig omkring med græmmelsens stempel?
HUHU
Kan jeg andet vel, når folket slægt for slægt døe ufortolket?
(Til PEER GYNT.)
Du er fremmed; vil du høre?
PEER GYNT
(Bukker)
Gudbevar's!
HUHU
Så lån mig øre.- Fjernt i øst, som krans om pande, står de malebarske strande. Portugiser og Hollænder landet med kultur bespænder. Desforuden bor der skarer af de ægte Malebarer. Disse folk har sproget blandet;- de er herrer nu i landet.- Men i tiden længst forgangen råded der orangutangen. Han var skogens mand og herre, frit han turde slå og snærre. Som naturens hånd ham skabte, så han gren og så han gabte. Uforment han turde skrige; han var hersker i sit rige.- Ak, men så kom fremmedåget, og forplumred urskogs-sproget. Firehundreårig natten ruged over abekatten; og man ved, SÅ lange nætter landsens folk stampe sætter.- Skogens urlyd er forstummet; ikke længer blir der brummet;- skal vi vore tanker male, må det ske ved hjælp af tale. Hvilken tvang for alle stræder! Portugiser og Hollænder, blandingsracen, Malebaren, hver er lige ilde faren.- Jeg har prøvet på at fægte for vort urskogs-mål, det ægte,- prøvet at belive liget,- hævdet folkets ret til skriget,- skreget selv og påvist trangen til dets brug i folkesangen.- Skralt man dog min idræt skatter.- Nu, jeg tror, min sorg du fatter. Tak, at du har lånt mig øre;- ved du råd, så lad mig høre!
PEER GYNT
(Sagte)
Der står skrvet: man får tude med de ulve, som er ude.
(Høyt)
Kære ven, så vidt jeg husker findes i Marokko busker, hvor en flok orangutanger lever uden tolk og sanger;- deres mål lød malebarisk!- Det var smukt og exemplarisk,- dersom De, lig andre standsmænd, vandred ud til gavn for landsmænd-
HUHU
Tak, at du har lånt mig øre;- som du råder, vil jeg gøre.
(Med en stor gebærde)
Østen har forstødt sin sanger! Vesten har orangutanger!
(Han går)
BEGRIFFENFELDT
Nå, var han sig selv? jeg skulde det mene. Af SIT EGET han er fyldt, og af det alene. Han er SIG i alt, hvad han giver fra sig,- SIG SELV i kraft at være fra sig. Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden, fra iaftes ikke mindre konform med forstanden.
(til en FELLAH, som bærer en mumi på ryggen.)
Kong Apis, hvor går det, min høje herre?
FELLAHEN
(vildt til PEER GYNT)
ER jeg kong Apis?
PEER
(getting behind the DOCTOR)
Jeg må tilstå, desværre, jeg er ikke inde i situasjonen; men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen-
FELLAHEN
Nu lyver du også.
BEGRIFFENFELDT
Deres Højhed får melde hvordan sagerne står.
FELLAHEN
Det skal jeg fortælle. (vender sig til PEER GYNT.)
Ser du ham, som jeg bærer på ryggen? Han navnet kong Apis lød. Nu går han under navn af mumie, og er derhos aldeles død. Han har bygget alle pyramider, og hugget den store Sfinx, og kriget , som doktoren siger, med Tyrken både rechts og liks. Og derfor det ganske Ægypten har priset ham som en gud, og stillet ham op i templer, i lignelser af en stud.- Men JEG er denne kong Apis, det ser jeg så soleklart; og hvis du ikke forstår det, så skal du forstå det snart. Kong Apis var nemlig på jagten, og steg af sin hest en stund, og gik for sig selv afsides ind på min oldefaers grund. Men marken, kong Apis gøded, han nærret MIG med sit korn; og trængtes der flere beviser, så har jeg usynlige horn. Og er det så ikke forbandet, at ingen vil prise min magt! Af byrd er jeg Apis i landet, men Fellah i andres agt. Kan du sige hvad jeg skal gøre, så råd mig foruden svig;- hvad det gælder om, er at blive kong Apis store lig.
PEER GYNT
Deres højhed får bygge pyramider, og hygge en større Sfinx, og krige, som doktoren siger, med Tyrken både rechts og links.
FELLAHEN
Jo, det er dejlig tale! En Fellah! En sulten lus! Jeg har nok med at holde min hytte ryddig for rotter og mus. Fort, mand,- find på noget bedre, som både gør stor og tryg, og derhos aldeles lig med kong Apis bag på min ryg!
PEER GYNT
Hvad om Deres Højhed hang Dem, og derpå i jordens skød, bak kistens naturlige grænser, forholdt Dem aldeles død?.
FELLAHEN
Så vil jeg! Mit liv for en strikke! I galgen med hår og hud!- I førstningen blir der lidt forskel; men den jævner tiden ud.
(går hen og gør anstalter til at hænge sig)
BEGRIFFENFELDT
Det var en personlighed, herr Peer,- en mand med methode-
PEER GYNT
Ja, ja; jeg ser-; men han hænger sig virkelig! Gud være os nådig! Jeg blir syg;- jeg er knapt mine tanker rådig!
BEGRIFFENFELDT
En overgangstilstand; den varer kun kort.
PEER GYNT
En overgang? Hvortil? Undskyld,- jeg må bort-
BEGRIFFENFELDT
(holder ham)
Er De gal?
PEER GYNT
Ikke undu-. Gal? Gud bevares!
(Alarm. Minister HUSSEJN trænger sig gennem sværmen)
HUSSEJN
Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag.
(Til PEER GYNT.)
Det er Dem?
PEER GYNT
(fortvilet)
Ja, det er en afgjort sag!
HUSSEJN
Godt.- her er noter, som skal besvares!
PEER GYNT
(river sig i håret)
Hejsan! Ret så;- jå værre, jo bedre!
HUSSEJN
Måske De vilde med et dyp mig hædre?
(bukker dypt.)
Jeg er en pen.
PEER GYNT
(bukker endu dybere)
Og jeg er plent et krimskramset, kejserligt pergament.
HUSSEJN
Min historie, herre, er kortelig den: jeg gælder for et sandhus og er en pen.
PEER GYNT
Min historie, herr pen, er, i korthed vævet,- jeg er et papirblad og blir aldri beskrevet.
HUSSEJN
Hvad jeg duer til, har menneskene ingen forstand på; alle vil de bruge mig til at strø sand på!
PEER GYNT
Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog;- det er en og samme trykfejl at være gal og klog!
HUSSEJN
Tænk Dem, hvilket fortærende liv; være pen og aldri smage odden af en kniv!
PEER GYNT
(hopper højt)
Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven;- altid stupe,- aldri kende grund under hoven!
HUSSEJN
En kniv! Jeg er sløv;- få skåret og ridset mig! Verden går under, hvis man ikke får spidset mid!
PEER GYNT
Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort, af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort.
BEGRIFFENFELDT
Her er kniv!
HUSSEJN
(griber den)
Ah, hvor jeg skal blækket slikke! Hvilken vellyst at snitte sig!
(Skærer halsen over)
BEGRIFFENFELDT
(viger tilside)
Sprut dog ikke.
PEER GYNT
(i stigende angst)
Hold på ham!
HUSSEJN
Hold på mig! Det er ordet! Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet-!
(falder)
Jeg er udslidt. Efterskriften,- glem ikke den: hen leved og han døde som en påholden pen!
PEER GYNT
(svimler)
Hvad skal jeg-! Hvad er jeg? Du store-, holdt fast! Jeg er alt, hvad du vil,- en Tyrk, en synder,- et bergtrold-; men hjælp;- det var noget som brast-!
(skriger)
Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast;- hjælp mig du,- alle dårers formynder!
(synker i afmagt)
BEGRIFFENFELDT
(med stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham). Ha; se, hvor han i sølen knejser;- er fra sig selv-! Hans kroning sker!
(tryker kransen på ham og udråber)
Han leve! Leve selvets kejser!
SCHAFMANN
(i buret)
Es lebe hoch der grosse Peer!
Akt 5 Scene 1
(Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang. Stormfuldt vejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg. Står agter i hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk. Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forut.)
PEER GYNT
(læner armene på rælingen og stirrer ind mot land)
Se Halligskarven i veinterham;- han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram. Jøklen, bror hans, står bag påskrå; han har endu den grønne iskåben på. Folgefonnen, hun er nu så fin,- ligger som en jomfrui skære lin. Vær ingen galninger, gamle gutter! Stå der I står; I er gråstens-nuter.
KAPTEJNEN
(råber forud)
To mand tilrors,- og lanternen sat!
PEER GYNT
Det kuler stivt.
KAPTEJNEN
Vi får storm inat.
PEER GYNT
Har en fra havet kending af Ronden?
KAPTEJNEN
Nej, var det ligt;- den ligger bag Fånnen.
PEER GYNT
Eller Blåhø?
KAPTEJNEN
Nej; men opp fra riggen kan en i klarvejr se Galdhøpiggen.
PEER GYNT
Hvor har vi Hårtejgen?
KAPTEJNEN
(peger)
Så omtrent.
PEER GYNT
Javel.
KAPTEJNEN
Det lader til De er kendt.
PEER GYNT
Da jeg rejste fra landet, for jeg her forbi, og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod kysten)
Derinde, hvor det blåner i skar og kløft,- hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft,- og under, langs med den åbne fjord,- der er det altså menneskene boer.
(ser på kaptejnen)
De bygger spredt her i landet.
KAPTEJNEN
Ja; der er vidt imellem og langt ifra.
PEER GYNT
Er vi inde før daggry?
KAPTEJNEN
Så ved pas, ifald ikke natten blir altfor hvas.
PEER GYNT
Det tykner i vest.
KAPTEJNEN
Det gør så.
PEER GYNT
Stop! De kan huske mig på, når vi siden gør op,-- jeg er sindet, som man siger, at øve godt imod mandskapet-
KAPTEJNEN
Takker!
PEER GYNT
Det blir kun småt. Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt;- fatum og jeg vi er rent på kant. De ved, hvad jeg har ombord i behold. Det er slumpen; -resten fo'r fanden i vold.
KAPTEJNEN
Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt mellem folket hjemme.
PEER GYNT
Jeg har ingen slægt. Der er ingen, som venter den rige styggen.- Nå; så slipper en også for krus på bryggen!
KAPTEJNEN
Der har vi vejret.
PEER GYNT
Ja, husk så på,- er nogen af folkene rigtig trængende, så ser jeg ikke så nøje på pengene-
KAPTEJNEN
Det er vakkert. De flestes kår er små; alle har de kærringer og unger hjemme. Med hyren alene falder det tyndt; men kom de nu hjem med lidt extra mynt, blev der et gensyn, de sent vilde glemme.
PEER GYNT
Hvad for noget? Har de kærringer og unger? Er de gifte?
KAPTEJNEN
Gifte? Ja, hele flokken. Men den, som er trangest stillet, er kokken; hos ham er tilhuse den svarte hunger.
PEER GYNT
Gifte? Har hjemme nogen, som venter? Som glædes, når de kommer? Hvad?
KAPTEJNEN
Ja vel, på fattigfolks måde.
PEER GYNT
Og kommer de en kveld, hvad så?
KAPTEJNEN
Så tænker jeg kærringen henter litt godt for en gang skyld-
PEER GYNT
Og lys i pladen?
KAPTEJNEN
Kanhænde to; og en ddran til maden.
PEER GYNT
Og så sidder de lunt? Har varme på gruen? Har ungerene om sig? Der er ståk i stuen; der er ingen, som hører den anden tilende,- slig glæde er der på dem-?
KAPTEJNEN
Det kunde vel hænde. Og derfor var det vakkert, De lovete før,- at spede lidt til.
PEER GYNT
(slår i rælingen)
Nej, om jeg gør! Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger ud til fromme for andres unger? Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt! Ingen venter på gamle Peer Gynt.
KAPTEJNEN
Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres.
PEER GYNT
Rigtig! De er mine og ingen fleres. Opgør, så fort De har anker i bunden!! Min fragt fra Pamama som kahytspassager. Så brændvin til folkene. Ikke mer. Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden!
KAPTEJNEN
Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling;- men undskyld; nu får vi storm for kuling.
(han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i kahytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer.)
PEER GYNT
Holde en ustyrtelig ungeflok hjemme;- ligge som en glæde i sindene fremme;- følges af andres tanker på vej -! Der er aldri nogen, som tænker på mig. Lys i pladen? Det lys skal slukne. Jeg viol finde på noget-! Jeg vil drikke dem drukne;- ikke en af de djævler skal gå ædru iland. Fulde skal de komme til kærringer og unger! De skal bande; de skal slå i bordet så det runger,- skræmme dem, der venter, fra vid og forstand! Kærringer skal skrige og rømme af huset,-- trive ungerene med! Hele glæden i gruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig.)
Nå, der var en ordentlig overhaling. Havet arbejder, som det havde betaling;- det er endu sig selv her nord under leden;- sjøen påtvers, lige vrang og vreden --
(lytter.)
Hvad er det for skrig?
VAGTEN
(forud)
Et vrag i læ!
KAPTEJNEN
(midtskibs, kommanderer)
Roret hart styrbord! Klods for vinden!
STYRMANDEN
Er der folk på vraget?
VAGTEN
Jeg skimter tre!
PEER GYNT
Fir hækjollen ned-
KAPTEJNEN
Den blev fyldt forinden.
(går forover)
PEER GYNT
Hvem tænker på sligt?
(til nogle af mandskapet)
Er I folk, så frels! Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels -!
BÅDSMANDEN
Det er ugørligt i sligt et hav.
PEER GYNT
De skriger igen! Se, vinden skraler-. Kok, tør du prøve? Fort Jeg betaler-
KOKKEN
Nej, ikke om tyve pund sterling De gav-
PEER GYNT
I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme, det er folk, som har kærringer og unger hjemme? Nu sidder de og venter-
BÅDSMANDEN
Tolmod er sundt.
KAPTEJNEN
Bær af for brottet!
BÅDSMANDEN
Vraget gik rundt.
PEER GYNT
Der blev stille med et -?
BÅDSMANDEN
Var de gifte, som De tænker, så fik verden ret nu tre nybagte enker.
(Ovejret voxer. Peer Gynt går agterover dækket)
PEER GYNT
Der er ingen tro mellem menneskene mer,- ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er;- lidt gør de godt, og mindre de beer,- og har slet ingen agt for de vældige magter.- I et vejr som inat, er Vorherre farlig. De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er, det er vogsomt at lege med elefanter;-- og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig!
Jeg er skyldløs; på offerpynten, kan jeg bevise, jeg stod med mynten. Man hvad har jeg for det? - Der går jo det ord: Samvittighedsfred er en dejlig pude. Å ja, det holder stik på den tørre jord, men duer s'gu ikke for en snus ombord, hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude. Tilsjøs får en aldri være sig selv; en får følge de andre fra dæk til hvælv; slår hævnens time for bådsmand og kokken, så stryger jeg sagtens i vasken med flokken;- ens særlige tarv sættes rent til siden;- man gælder som en pølse i slagtetiden.- Fejlen er den, jeg har vært for from. Og utak har jeg for hele stasen. Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om, og pøved en stund at spille basen. Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden at Peer er kommen over havet i højden! Gården vil jeg vinde med ond eller godt;- jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot. Men ingen får lov at komme ind i stuen! For porten skal de stå og dreje på luven;- tigge og trygle,- det kan de frit; men ingen får en eneste skilling af mit;-- måtte jeg under skæbnens piskeslag hyle, så findes vel de, jeg igen kan prygle--
