Det må jeg forstå;- jeg skal nok tage mig af din opdragelse. Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum, som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse. Men pyt; til en sjæl har du altid rum. Kom her! lad mig måle din hjernekiste.- Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste. Sandt nok,- du vil aldri komme til at stikke synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke;- men, skidt; det kabn også være det samme;- du skal få så meget, at du ikke står tilskamme--
ANITRA
Profeten er god--
PEER GYNT
Du nøler? Tal!
ANITRA
Men jeg øsnker heller-
PEER GYNT
Snak væk uden dvælen!
ANITRA
Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen;- giv mig heller-
PEER GYNT
Hvilket?
ANITRA
(peger på hans turban)
Hin skønne opal!
PEER GYNT
(henrykt, idet han rækker hende smykket)
Anitra! Evas naturlige datter! Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand, og, som der står hos en agtet forfatter: "Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!"
(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer GYnt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
PEER GYNT
(spiller og synger)
Jeg stængte for mit Paradis, og tog dets nøgle med. Det bar tilhavs for nordlig bris! mens skønne kvinder sit forlis på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt de salte strømmes vand. Hvor palmen svajer stolt og smukt, i krans om oceanets bugt, jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg sted på slettens skib, et skib på fire ben. Det skummed under piskens Hieb;- jeg er en flygtig fugl; o, grib,- jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most; det må jeg saned nu! Ja, selv Angoragedens ost er neppe halvt så sød en kost, Anitra, ak, som du!
(hænger luthen over skulderen og kommer nærmere)
Stilhed! Mon den fagre lytter? Har du hørt mit lille digt? Mon hun bar gardinet glytter, udrappert af slør og sligt?- Hys! Det klang jo, som korken volsomt af en flaske sprang! Nu igen! Og end en gang! Er det elskovssuk? Nej, sang;-- nej, det er en hørbar snorken.- Sød musik! Anitra sover. Nattergal, hold op å slå! Alslags ufærd skal du få, hvis med kluk og klunk du vover-- do, som skrevet står, lad gå! Nattergalene er en sanger; ak, jeg selv er ligeså. Han, som jeg, med toner fanger hjerter, ømme, bløde, små. Skabt for sang er natten sval; sangen er vor fælles sfære; det, at synge, er at være os, Peer Gynt og nattergal. Og just det, at pigen sover, er min elskovslykkes tip;- det, at spidse læben over bægret uden mindste nip--; men der er hun jo, minsæl! Bedst, hun kom, alligevel.
ANITRA
(fra teltet)
Herre, kalder du i natten?
PEER GYNT
Ja såmen; profeten kalder. Jeg blev vækket før af katten ved et volsomt jagtrabalder-
ANITRA
Ak, det var ej jagtlarm, herre; det var noget meget værre.
PEER GYNT
Hvilket da?
ANITRA
O, skån mig!
PEER GYNT
Tal!
ANITRA
O, jeg rødmer-
PEER GYNT
(nærmere)
Var det kanske hvad der fyldte mig så ganske, da jeg gav dir min opal?
ANITRA
(forskrækket)
Ligne dig, o, verdens skat, med en ækkel kat!
PEER GYNT
Barn, fra elskovs standpunkt set, kan en hankat og profet komme hartad ud på et.
ANITRA
Herre, spøgens honning strømmer fra din læbe.
PEER GYNT
Lille ven; du, som andre piger, drømmer skorpen kun af store mænd. Jeg er spøgefuld igrunden, og på tomandshånd især. Af min stilling er jeg bunden til en maskes alvorsskær; dagens pligter gør mig tvungen; alt det regnskab og besvær, som jeg har med en og hver, gør mid tidt profetisk tvær; men det ligger kun på tungen.- Væk med vås! I tetatet'en er jeg Peer,- ja, den, jeg er. Hej, nu jager vi profeten; og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et træ og drager hende til sig)
Kom, Anitra, vi vil hvile under palmens grønne vifte! Jeg skal hviske, du skal smile; siden vil vi roller skifte; da skal dine læber friske, mens jeg smiler, elskov hviske!
ANITRA
(lægger sig for hans fødder)
Hvert dit ord er sødt som sange, skønt jeg lidt kun deref fatter. Herre, svar mig, kan din datter, ved at lytte, sjælen fange?
PEER GYNT
Sjælen, åndens lys og viden skal du nok bekomme siden. Når i øst på rosenstrimer prentes gyldent; her er dagen,- da, min tøs, da gier jeg timer; du skal nok bli velopdragen. Men i nattens lune stille var det dumt, ifald jeg vilde med en luvslidt visdoms rester træde op som skolemester.- Sjælen er jo ikke heller, ret betragtet, hovedsagen. Det er hjertet, som det gælder.
ANITRA
Tal, o, herre! Når du taler, ser jeg glimt, som af opaler!
PEER GYNT
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed; fejgheds knop, i blomt, er grumhed; sandhed i sin overdrift. er en bagvendt visdomsskrift. Ja, mit barn,- jeg er forsvoren som en hund, hvis ej der går sjælsforædte folk på jorden, som til klarhed tungvindt når. Jeg har kendt en sådan krop, perlen i den hele trop; og selv han tog fejl af målet, misted meningen i skrålet.- Ser du ørken om oasen? Hvis jeg blot min turban svinger, verdenshavets flod jeg tvinger til at fylde hele stadsen. Men jeg var en dompap-pande, hvis jeg skabte hav og lande. Ved du, hvad det er at leve?
ANITRA
Lær mig det!
PEER GYNT
Det er at svæve tørskod nedad tidens elv, helt og holdent som sig selv. Kun i mandskraft kan jeg være den, jeg er, min lille kære! Gammel ørn sin fjærham fælder, gammel støder går og hælder, gammel kærring mister tænder, gammel knark får visne hænder,- hver og en får vissen sjæl. Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske, som en sultan, hed og hel,- ej på Gyntianas banker, under palmeløv og ranker,- men, på grundlag af det færske, i en kvindes jomfru-tanker.- Ser du nu, min lille pige, hvi jeg har dig nådigst dåret,- hvi jeg har dit hjerte kåret, grundlangt, som jeg så må sige, der mit væsens Kalifat? Jeg vil eje dine længsler. Voldsmagt i min elskovs stat! Du skal være min alene. Jeg vil være den, der fængsler dig, som guld og ædelstene. Skilles vi, er livet omme,- ja, for din part, notabene! Hele du, hver trevl og tomme, uden vilje, ja, og nej, vil jeg vide fyldt af mig. Dine lokkers midnatsgaver, alt, hvad yndigt er at nævne, skal som babylonske haver, vinke mig til sultanstævne. Derfor er det brav igrunden med dit tomme pandehvælv. Har man sjæl, så er man bunden i betragtning af sig selv. Hør, imens vi just er ved det;- hvis du vil, du skal, min tro, få en ring om ankelledet;- det blir bedst for begge to;- jeg taer plads i sjælestedet, og forøvrigt - status quo.
(Anitra snorker)
Hvad? Hun sover! Er det gledet hus forbi, hvad jeg har sagt?- Nej; det stempler just min magt, at hun flyder bort i drømme på min elskovstales strømme.
(rejser sig og lægger smykker i hendes skød)
Her er søljer! Her er fler! Sov, Anitra! Drøm om Peer-- Sov! Isøvne har du kronen på din kejsers pande sat! Sejr på grundlag af personen vandt Peer Gynt i denne nat.
(Karavanevej. Oasen langt tilabke i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)
ANITRA
Lad være; jeg bider
PEER GYNT
Du lille skalk!
ANITRA
Hvad vil du?
PEER GYNT
Vil? Lege due og falk! Føre dig bort! Gøre gale streger!
ANITRA
Skam dig! En gammel profet-!
PEER GYNT
Å, vås! Profeten er ikke gammel, din gås! Synes du dette på alderdom peger?
ANITRA
Slip, Jeg vil hjem!
PEER GYNT
Nu er du koket! Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net! Vi gale fugle, af buret fløjne, tør aldri mere komme ham for øjne. Desuden, min unge, på samme sted bør man ikke for længere til slå sig ned; man mister i agt, hvad man vinder i kendskab;- især, når man kommer som profet eller sligt. Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt. Det var s'gu på tid at besøget fik endskab. Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner;- tilslut vanked hverken virak eller bønner.
ANITRA
Ja, men er du profet?
PEER GYNT
Jeg er din kejser!
(vil kysse hende)
Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!
ANITRA
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
PEER GYNT
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
ANITRA
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
PEER GYNT
Saligt, at vide sig elsket så højt! jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(rækker hende ridepisken og stiger af)
Se så, min rose, min dejlige blomst; her vil jeg gå i sandet og kave til jeg rammes af solstik og får min bekomst. Jeg er ung, Anitra; hva det for øje! Du får ikke veje mine fagter så nøje. Spas og spilopper er ungdoms kriterium! Hvis altså ikke ånd var så tung, så vilde du skønne, min yndige nerium,- din elsker gør spilopper,- ergo er han ung!
ANITRA
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
PEER GYNT
Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe! Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse. Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!
(danser og synger)
Jeg er en lyksalig hane! Hak mig, min lille tippe! Ej! Hop! Lad mig trippe;- jeg er en lyksalig hane!
ANITRA
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte;- ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.
PEER GYNT
Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse;- uden guld er elskede hjerter tilfredse! (danser og synger igen)
Unge Peer Gynt er en Galfrands;- han ved ikke på hvad fod han vil stå. Pyt, sa'e Peer;- pyt, lad gå! Unge Peer Gynt er en Galfrands!
ANITRA
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
PEER GYNT
Visvas med profetn! - Lad os bytte klæder! Hejsan! Træk ud!
ANITRA
Din kaftan blev for lang, din livgjord for vid og din strømpe for trang-
PEER GYNT
Eh bien!
(knæler)
Men gør mig en heftig sorg;- det er sødt for elskede hjerter at lide! Hør, når vi kommer hjem til min borg-
ANITRA
Til dit Paradis;- har vi langt at ride?
PEER GYNT
Å, en tusende mile-
ANITRA
For langt!
PEER GYNT
O, hør;- du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før-
ANITRA
Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl. Men du bad om en sorg-
PEER GYNT
(rejser sig)
Ja, død og plage! En volsom, men kort,- for en to-tre dage!
ANITRA
Anitra lyder profeten!- Farvel!
(hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen)
(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)
PEER GYNT
(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg!- Det hedenske væsen duer s'gu ej. Det var heldigt, det kun var i klæderne båret, og ej, som man siger, i kødet skårt.- Hvad vilde jeg også på den gallej? En står sig dog bedst på at at leve som kristen, vrage påfuglhabittens pral, støtte sin færd til lov og moral, være sig selv og få sig tilsidst en, tale ved graven og kranse på kisten.
(Går nogle skrit)
Den taske;- hun var poå et hængende hår ifærd med at gøre mig hodet kruset. Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår, hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset. Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven et skridt endnu, var jeg latterlig bleven.- Jeg har fejled. Ja;- men det er dog en trøst, at fejled på grundlag af stillingens brøst. Det var ikke selve personen, der faldt. Det er egentlig dette profetiske levnet, så ganske blottet for virksomheds salt, som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet. En dårlig bestilling at være profet! I embedets medfør skal man gå som i tågen; profetisk taget man fluks er bét, så såre man tér sig ædru og vågen. Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest, netop ved at bringe den gås min hyldest. Men, ikke des mindre-
(Brister i latter)
Hm, tenke sig til! Ville stoppe tiden ved at trippe og danse! Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse! Spille på strengeleg, kæle og sukke, og ende som en hane - med at lade sig plukke. Debn adfærd kan kaldes profetisk vild.- Ja; plukke!- Tvi; jeg er plukket slemt! Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt; jeg har noget i Amerika, noget i lommen; er altså ikke helt på fantestien kommen.- Og dette middels er igrunden bedst. Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst; jeg har ingen besvær med kuffert og kærre; kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre.- Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben; og i valget kender man vismand fra tåben. Mit forretningsliv er et sluttet kapitel; min kærlighedsleg er en aflagt kittel. Til krebsegang føler jeg ingen drift. "Atter og fra, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt",- så tror jeg der står i et åndrigt skrift.- Altså noget nyt; en forældet færd; et formål som er møjen og pengene værd. Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse,- en bog til vejledning og efterfølgelse? Eller, bi -! Jeg har tiden ganske til rådighed;- Hvad, om jeg som en rejsende lærd studerte de henfarne tiders grådighed! I sanhed, ja; det er noget for mig!? Krøniker læste jeg alt som liden, og har også dyrket den videnskab siden.- Jeg vil følge menneskeslægtens vej! Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm, leve den op igen, som i en drøm,- se heltenes kampe for stort og godt, men i sikker behold, som tilskuer blot,- se tænkerne falde, martyrerne bløde, se riger grundes og riger forgå,- de verdensepoker slå ud af det små; kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. - Jeg får se at få tag i et bind af Becker, og rejse kronologisk så langt jeg rækker.- Vel sandt,- min forkundskab er ikke grundig, og historiens indre mekaniske underfundig;- men pyt; hvor udgangspunktet er galest, blir tidt resultatet orginalest. - Hvor løftende dog, at sætte sig et mål, og drive det igennem som flint og stål!
(stille bevæget)
Bryde, på alle kanter og ender, de bånd, som binder til hjemstavn og venner,- sprænge i luften sin rigdoms skat,- sige sin kærligheds lykke godnat,- alt for at finde det sandes mysterium,-
(tørre en tåre af øjet)
det er den ægte forskers kriterium!- Jeg føler mig lykkelig over al måde. Nu har jeg løst min bestemmelses gåde. Nu bare holde ud i tykt og i tyndt! Det er vel tilgiveligt om jeg knejser og føler mig selv, som manden Peer Gynt, også kaldt menneskelivets kejser.- Det svundnes facit og sum vil jeg eje; aldri slide de levendes veje;- samtiden er ej en skosåle værd; både troløs og margløs er mændenes færd; deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt;--
(Sommerdag. Højt opp mnot nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)
KVINDEN
(kaster et øje nedover vejen og synger)
Kanske vil der gå både vinter og vår, og næste sommer med, og det hele år;- men engang vil du komme, det ved jeg visst; og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker på gederne, spinder og synger igen.)
Gud styrke dig hvor du i verden går! Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står! Her skal jeg vente til du kommer igen; og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!
(I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.)
PEER GYNT
Her kunde jeg passelig begynde min vandring.- Nu er jeg altså Ægypter til forandring; men Ægypter på grundlag af det gynske jeg. Siden Assyrien jeg lægger ivej. Helt at begynde med verdens skabelse, det vilde bare lede til fortabelse;- jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien; jeg finder jo altid den verslige spor igen; og at se den, som man siger, i sømmene efter, ligger udenfor både min plan og mine kræfter.
(Sætter sig på en sten)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig, til støtten med sin vanlige morgensang er færdig. Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden; får jeg tid , vil jeg ranske den indeni siden. Derpå til-lands om det røde hav; kanske jeg kan finde kong Potifars grav.- Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger de ryktbare hængende haver og skøger,- det vil sige, de vigtigste spor af kultur. Og så med et spring til Trojas mur. Far Troja går der jo sjøvej direkte over til det herlige gamle Athen;- der vil jeg på åstedet, sten for sten, befare det pas, som Leonidas dækte;- jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer, finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer --; nej, det er s'gu sandt,- det er krig for tiden-! Ja, så får Hellenismen ligge til siden.
(Ser på sit uhr)
Det er dog for galt, hvor længe det varer, før solen rinder. Min tid er knap. Altså, fra Troja;- det var der jeg slap--
(rejser sig og lytter)
Hvad er det for en underlig susing, som farer-?
(Soloppgang)
MEMOSTØTTET
(Synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende fugle syngende. Zeus, den alvitende, skabte dem stridende. Visdomsugle, hvor sover mine fugle? Du må eller råde sangens gåde!
PEER GYNT
Sandfærdig,- mener jeg ikke det gik fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik. Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning.- Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(Noterer i lommebogen)
«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen, men forstod ikke rigtig texten til sangen. Det hele var naturligvis sansebedrag.- Ellers intet af vægt observeret idag.»
(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem lorgnetten, snart gemmen den hule hånd.)
PEER GYNT
Nej, hvor i alverden har jeg truffet før noget halvglemt, som minder om dette skabilken? For truffet det, har jeg,- i nord eller sør. Vat det en person? Og, i så fald, hvilken? Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind ligned de såkaldt Dovregubber, slig, som han sad der, stiv og stind, med enden plantet på søjlestubber.- Men dette underlige krydsningsdyr, denne bytting, på engang løve og kvinde,- har jeg også ham fra et eventyr? Eller har jeg ham fra et virkelig minde? Fra et eventy`? Ho, nu husker jeg kallen! Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i skallen,- det vil sige, jeg drømte,- for jeg lå i feber.-
(går nærmere)
Det selvsamme øjne; de selvsamme læber;- ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen; men ellers den samme i hovedsagen.- Ja så da, Bøjg; du ligner en løve, når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen! Kand du endnu gåder? Det skal vi prøve. Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!
(råber mod Spfinxen)
Hej, Bøjg, hvem er du?
EN STEMME
(bak Spfinxen)
Ach, Sphinx, wer bist du?
PEER GYNT
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt
STEMMEN
Wer bist du?
PEER GYNT
Det taler jo sproget færdigt! Den observation er ny og min.
(noterer i bogen)
«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)
BEGRIFFENFELDT
Et menneske!
PEER GYNT
Nå, det er ham, som prater.
(noterer igjen)
«Kom senerehen til andre resultater.»
BEGRIFFENFELDT
(uder alslags urolige fagter)
Min herre, undskyld-! En lebensfrage-! Hvad fører Dem just idag herhen?
PEER GYNT
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.
BEGRIFFENFELDT
Hvad? Sphinxen-?
PEER GYNT
(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.
BEGRIFFENFELDT
Famost!- Og det efter denne nat! Min pande hamrer! Den er nærved at revne! De kender ham, mand? Tal! Svar! kan De nævne, hvad han er?
PEER GYNT
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat. Han er sig selv.
BEGRIFFENFELDT
(med et spring)
Ha, livsgåden glindste som lyn for mit syn!- Det er visst, at han er sig selv?
PEER GYNT
Ja, så siger han idetmindste.
BEGRIFFENFELDT
Sig selv! Omveltningens stund er nær!
(tager hatten af)
Deres navn, min herre?
PEER GYNT
Jeg er døbt Peer Gynt.
BEGRIFFENFELDT
(med stille beundring)
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente.- Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte,- det kommende, hvis komme var mig forkyndt-
PEER GYNT
Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente-?
BEGRIFFENFELDT
Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas! hver ord er ligsom en bundløs lære! Hvad er De?
