(Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)
PEER GYNT
(ved porten)
Her går nok en landmand al kødets vej. Gud ske lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor)
PRESTEN
(taler ved graven)
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom, og støvet hviler lig en bælgfrugt tom,- nu, kjære venner, taler vi et ord om denne dødes vandring på vor jord. Han var ej rig, og heller ej forstandig, hans røst var spag, hans holding var umandig, sin mening bar han vegt og uvisst frem, og knapt han rådig var i eget hjem; i kirken tren han, som han vilde bede om lov til, andre lig, at tage sæde. Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen. Da hid han flytted, var han fast en gut;- og visst I mindes, at til sidste slut man så ham stødt med højre hånd i lommen. Den højre hånd i lommen var det egne, der præged mandens billed i ens sind,- og dertil denne vridning, den forlegne tilbaketrukkethed, hvor han kom ind. Men skønt han helst suin stille vej gad slingre, og skønt han blev en fremmed mellem os, så ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods,- den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre.- Jeg mindes godt for mange herrens år en morgen; der blev holdt session på Lunde. Det var i krigens tid. I alles munde var landets trængsler og dets fremtids kår. Jeg var tilstede. Midt for bordet sad kaptejnen mellem lendsmand og sergenter; og gut for gut blev målt på alle kanter og skreven ind og tagen til soldat. Fuld stuen var, og udenfor på tråkken lød højmælt latter mellem ungdomsflokken Da råbtes op et navn. En ny kom frem, en, der var bleg, som sne på bræens bræm. Han kaldtes nærmere; han nåede bordet;- den højre hånd var hyllet i en klud;- han gisped, svælged, snappeded efter ordet,- men fant ej mæle, trods kaptejnens bud. Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet, med tungen svigtende og atter rap, han mumlet noget om en siged, som glap og skar i våde fingeren af til skindet. Der blev i stuen stilhed samme stund. Man skifted øjekast; man trak på mund;; man stened gutten med de stumme blikke. Han kente haglen, men han så den ikke. Da sto kaptejnen op, den gamle, grå;- han spytted, pegde ud og sagde: gå!- Og gutten gik. Man ved til begge sider, så der i midten blev en spidsrodsgang;- Han vandt tildørs; der satte han på sprang;- op bar det nu,- op gennem lund og lier, op gennem røsen, styrtende og hældende. Han havde hjemme borte mellem fjeldene.- Et halvår efter var det hid han kom med moer og spædebarn og fæstekvinde. Han bygsled jord etsteds på hejen inde, hvor ødemarken grænser op mod Lomb. Han gifted sig så fort som gørligt kun; han tømred hus; han brød den hårde grund; han kom ivej, hvad mangen agerflek fortalte, der den bølged gul og kæk;- ved kirken bar han den højre hånd i lommen,- mn hjemme tror jeg nok de fingre ni fik trælle fuldt så sårt, som andres ti.- En vår blev alting revet bort af flommen. De slap derfram med livet. Arm og nøgen han tok på rydningsværket fat påny, og inden høsten kom, steg atter røgen ifa en fjeldgård, lagt i bedre ly. I ly? For flommen, ja - men ej for bræen; to år derefter lå den under sneen. Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget. Han grov, han rensed, førsled, rydded grus,- og før den næste vintersne var føget, stod rejst for tredje gang hans ringe hus. Tre sønner havde han, tre raske gutter; i skole skulde de, og did var langt;- det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter, igennem skaret, styrtende og trangt. Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte som bedst, og der, hvor stien faldt for styg, slog manden toug om ham til tag og støtte;- de andre bar han frem på arm og ryg. Så sled han år for år; og de blev mænd. Her var vel skæl at kræve ligt igen. Tre velstandsherrer i den nye verden har glemt sin norske faer og skolefærden. Han var en kortsynt mand. Udover ringen af dem, ham nærmest stod, han intet så. For ham lød meningsløst, som bjelders klingen, de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå. Folk, fædreland, det lysende, det høje, stod stedse slørt af tåger for hans øje. Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand; og fra sessionens dag han bar på dommen, og visst, som han på kind bar blygsels brand og sine fire fingre gemt i lommen.- En brotsling imod landets lov? Ja vel! Men der er et, som lyser over loven, så visst, som Glittertinds blanke tjeld har sky med højre tinderad foroven. Slet borger var han. Og for stat som kirke et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv, i slægtens snevring, hvor han så sit virke, der var han stor, fordi han var sig selv. Den klang, han skabtes med, den blev sig lig. Han færd var langspil under spånens dæmper. Og derfor fred med dig, du stille kæmper, som sred og faldt i bondens lille krig! Vi vil ej granske hjerter eller nyrer;- det er ej hverv for støv, men for dets styrer;- dog fri og fast det håb jg taler ud: den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
(Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage)
PEER GYNT
Se det, det kalder jeg kristendom! Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt.- Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt,- hvad præstens præken drejed sig om,-
er også i og for sig opbyggeligt.
(Ser ned i graven)
Var det kanske ham, som hug sig i knogen den dag jeg lå på storhugst i skogen? Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav, på randen af denne åndsfrændes grav, så kunde jeg tro det var mig, der sov og sanddrømt hørte min pris og lov.- Det er rigtigt en vakker kristelig skik, at kaste et såkaldt erindringsblik velvilligt over den henfarnes dage. Jeg har intet imod, min dom at tage af denne værdige sogneprest. Nå, der er sagtens en stund tilbage, før graveren kommer og beer mig til gæst;- og, som skriften siger: bedst er dog bedst.- og iligemåde: den tid den sorg,- endvidre: tag ikke din ligfærd på borg.- Ja, kirken blir dog den sande trøster. Jeg har ikke skattet den synderligt før;- nu kender jeg dog, hvor godt det gør, at høre forsikkret af kyndige røster: slig, som du sår, du engang høster.- Sig selv skal en være; om sig og sit skal en kære sig både i stort og lidt. Går lykken imod, så har en dog æren af sit levnets førsel i samklang med læren.- Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang; lad skæbnen længe nok te sig spydig;- gamle Peer Gynt går sin egen gang og blir den han er; fattig men dydig
(Bakke med udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elevn; grunden opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård. Oppe ved gården holdes en auktion. Megen almue samlet. Drik og støj. Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten.)
PEER GYNT
Atter og frem, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt.- Tiden tærer og elven skær. Gå udenom, sa'e Bøjgen;- en får så her.
EN SØRGEKLÆDT MAND
Nu er der bare skrammel igen.
(Får øye på Peer Gynt)
Er her fremmedfolk og? Gud signe, go'e ven!
PEER GYNT
Godt møde! Her er rigtig lystig idag. Er her barselgilde eller bryllupslag?
DEN SØRGEKLÆDTE
Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl;- bruden ligger i et ormebøl.
PEER GYNT
Ogg ormene rives om trevler og klude.
DEN SØRGEKLÆDTE
Det er enden på visen; så er den ude.
PEER GYNT
Alle viser har samme slut; og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut.
EN TYVEÅRING
(med en støbeske)
Her skal I se, hvad stas jeg har købt! I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt.
EN ANDEN
Men jeg da! En skilling for pengeskæppen!
EN TREDJE
Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen!
PEER GYNT
Peer Gynt? Hvem var han?
DEN SØRGKLÆDTE
Jeg bare ved, han var svoger til døden og til Aslak smed.
EN GRÅKLEDT MAND
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
DEN SØRGEKLÆDTE
Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør!
DEN GRÅKLÆDTE
Ja, sandt; men du var nu aldri kræsen.
DEN SØRGEKLÆDTE
Bare hun ikke taer døden ved næsen-
DEN GRÅKLÆDTE
Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld!
DEN SØRGEKLÆDTE
Fanden være svoger! Du væver i fyld-
DEN GRÅKLÆDTE
Å, sludder; blodet er aldri så tyndt, en kender sig altid i slægt med Peer Gynt.
(Trækker afsted med ham.)
PEER GYNT
(sagte)
En træffer nok kendinger.
EN GUT
(råber efter den sørgekledte)
Salig moer kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter.
PEER GYNT
(rejser sig)
Her gælder nok ikke agronomernes ord: jo mere en roder, des bedre det lukter.
EN GUT
(med et bjørneskind)
Se katten på Dove! Ja, bare felden. Det var den, som jog troldet på julekvelden.
EN ANDEN
(en rensdyrskalle)
Her er den gilde renbuk, som bar Peer Gynt ved Gendin over egg og skar.
EN TREDJE
(med hamer, råber til den sørgeklædte)
Hej, du Aslak, kender du slæggen? Var det den, du brugte, da fanden brød væggen?
EN FJERDE
(tomhændet)
Mads Moen, her er usynlighedskuften! Med den fløj Peer Gynt og Inrid i luften.
PEER GYNT
Brændvin, gutter! Jeg kender mig gammel;- jeg vil holde auktion over skrab og skrammel!
EN GUT
Hvad har du at sælge?
PEER GYNT
Jeg har et slot;- det ligger i ronden; det er muret godt.
GUTTEN
En knap er buden!
PEER GYNT
Du får gå til en dram. AT byde mindre, var synd og skam.
EN ANDEN
Han er lystig, gamlen!
(Flokken stimler om ham)
PEER GYNT
(shouts)
Grane, min hest;- hvem byder?
EN I HOBEN
Hvor går han?
PEER GYNT
Langt i vest! Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve.
STEMMER
Hvad mere har du?
PEER GYNT
Både guld og skrab! Det er købt med forlis; det sælges med tab.
EN GUT
Råb op!
PEER GYNT
En drøm om en spændebog! Den kan I få for en hægtekrog.
GUTTEN
Fanden med drømme!
PEER GYNT
Mit kejserdom! Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom!
GUTTEN
Følger kronen med?
PEER GYNT
Af det dejligste strå. Den vil passe den første, som sætter den på. Hej, her er mer! ET vindlagt æg! En galmand gråhår! Profetens skæg! Alt skal han få, som viser mig hejen stolpen med påskrift: her går vejen!
LENSMANDEN
(som er kommen til)
Du bærer dig ad, min mand, så næsten jeg tror din vej går bent i arresten.
PEER GYNT
(med hatten i hånden)
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
LENDSMANDEN
Hvad sludder- +PEER GYNT
Med forlov! Jeg beer så tyndt-!
LENSMANDEN
Å, der siges, han var en vederstyggelig digter -
PEER GYNT
En digter -?
LENSMANDEN
Ja,- alt, som var sterkt og stort, det digted han ihob, at han havde gjort. Men unskyld, ven - jeg har andre pligter -
(går)
PEER GYNT
Og hvor er han nu, den merkelige mand?
EN ALDRENDE
Han for over havet til et fremmed land; der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt;- nu er han for mange år siden hængt.
PEER GYNT
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste; salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste.
(hilser)
Farvel,- og mangfoldig tak for idag! (går nogle skridt, men standser igen)
I glade gutter, I væne kvinder,- vil I høre en skrøne til vederlag?
FLERE
Ja, kan du nogen?
PEER GYNT
Der r intet til hinder.-
(Kommer nærmere; der glider ligsom en fremmed mine over ham)
I San Franzisco jeg grov efter guld. Hele byen var af gøglere fuld. En kunde gnide på fiol med tærene; en anden kunde danse spansk halling på knæerne; en tredje, hørte jeg, gjorde vers mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers. Til gøgler-stævnet kom også fanden;- vilde prøve sin lykke, som så mangen anden. Hans fag var det: på en skuffende vis at kunde grynte som en virkelig gris. Hans personlighed trak, skønt han var ej kendt. Huset var fuldt og forventningen spændt. Frem trådte han i kappe med svajende flinger. man muss sich drappiren, som tydskeren siger. Men ind under kappen,- hvad ingen vidste,- havde han forstået en gris at liste. Og nu begyndte da præstationen. Fanden, han keb; og grisen gav tonen. Det hele blev holdt som en fatasi over grise-tilværelsen, bunden og fri;- til slutning et hvin, som ved slagterens stik;- hvorpå kunsteren bukked ærbødigt, og gik.- Emne blev af fagmænd drøftet og dømt; stemningen blev både lastet og berømt;- nogle fandt røstens udtryk for tyndt; andre fandt dødsskriget alt for studeret;- men alle var enig om: qva grynt var præsentationen yderst outreret.- Se det fik fanden, fordi han var dum og ikke beregnet sit publikum.
(Han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.)
(Pinseaften.-Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads, en hytte med rensdyyrhorn over dørgavlen.)
(Peer Gynt is kryber i holtet og sanker jordløg among the undergrowth, gathering wild onions.)
PEER GYNT
Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste?- Alt skal en prøve å vælge det bedste. Jeg har så gjort,- oppe fra Cæsar og nedover lige til Nebukadnezar. Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien.- Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. Der står jo også; af jord est du kommen.- Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen. Fylde den med jordløg? Det lidet moner; jeg vil være listig og sætte doner. Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste, og får dog mellem vilddyr regnes for den første. Når jeg engang skal dø, - hvad sagtens vil ske,- så kryber jeg under et vindfældt træ; som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver og risper i barken med store bogstaver: Hver hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr, kejser over alle de andre dyr.- Kejser?
(ler invendig)
Du gamle spåmands-gøg! Du er ingen kejser; du er en løg. Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer! Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en løg og plukker svøb for svøb af)
Der ligger det ydre, forrevne lag; det er havsnødsmanden på jollens vrag. Her er passager-svøbet, skralt og tyndt;- har dog i smagen en snev af Peer Gynt. Indenfor her har vi guldgraver-jeget; saften er væl,- om det nogen har ejet. Dette grovskind her med den hårde flig, det er pelsværksjægeren ved Hudsons-vik. Det indenfor ligner en krone; -ja tak! Det kaster vi væk uden videre snak. Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig. Og her er profeten, færsk og saftig. Her stinker, som skrevet står, af løgne, så en ærlig man kan få vand i øjne. Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen, det er herren, der leved i fryd og gammen. Det næste tykkes sygt. Det har svarte strenger; - svart kan ligne både prest og neger.
(plukker flere på engang)
Det var en ustyrtelig mængde lag! Kommer ikke kærnen snart for en dag?
(plukker hele løgen op)
Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre er altsammen lag,- bare mindre og mindre.- Naturen er vittig!
(Kaster restene fra sig)
Fanden måtte gruble! Går en i tanker, kan en letvindt snuble. Nå, jeg kan forresten ad faren flire;- for jeg ligger bundfast på alle fire.
(Klør sig i nakken)
Underligt stel, det hele røre! Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre. Men griber en til, sætte Mikkel på spring, og en fanger noget andet - eller ingenting.
(hen er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:)
Denne stuen? På moen -! Hå!
(gnider øjnene)
Det er plent som jeg engang skulde det bygværk kendt.- Rensdyrskallen, som spriker over gavlen --! EN havfrue, skabt som en fisk fra navlen -! Løgn! Ingen havfrue! - Nagler, - planker,- lås, som lukker for nissebuk-tanker -!
SOLVEJG
(synger i stuen)
Nu er her stellet til Pinsekveld. Kære gutten min, langt borte, - Kommer du vel? Har du tungt at hente, så und dig frist;- jeg skal nok vente; jeg lovet så sidst.
PEER GYNT
(rejser sig stille og dødbleg)
En, som har husket,- og en, som har glemt. En, som har mistet,- og en som har gemt. - O, alvor! - Og aldri kan det leges om! O, angst! - Her var mit kejserdom!
(Natt. Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.)
(Peer Gynt løber over moen.)
PEER GYNT
Aske, skodde, støv for vinden,- her er nok at bygge af! Stank og råddenskab for inden; alt ihob en kalket grav. Digt og drøm og dødfødt viden lægger fod om pyramiden; over den skal værket højne svig med trappetrinn af løgne. Flugt for alvor, sky for anger, som et skilt på toppen pranger, fylder domsbasunen med sit: Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(Lytter)
Hvad for gråd af barnerøster? Gråd, men halvt på vej til sang. - Og for foden triller nøster -!
(Sparker)
Væk! I gør mig stien trang!
NØSTERNE
(på jorden)
Vi er tanker; du skulde tænkt os;- pusselanker du skulde skænkt os!
PEER GYNT
(går udenom)
Livet har jeg skænkt til en;- det blev fusk og skæve ben!!
NØSTERNE
Tilvejrs vi skulde som skakende røster,- og her må vi rulle som grågarns-nøster.
PEER GYNT
(Snubler)
Nøste! Dit fordømte drog! Spænder du for faer din korg??
(Flygter)
VISNE BLADE
(flyver for viden)
Vi er et løsen; du skulde stillet os!! Se, hvor døsen har ynkeligt pillet os. Ormen har ædet os i alle bugter; vi fik aldri spredt os som krans om frugter.
PEER GYNT
Fåfængt var dog ej jer fødsel,- læg jer stilt og tjen til gødsel.
SUSING I LUFTEN
Vi er sange; du skulde dunget os!- Tusende gange har du knuget og tvunget os. I din hjertegrube har vi ligget og ventet;- vi blev aldri hentet. Gift i din strube!
PEER GYNT
Gift i dig, dit dumme stev! Fik jeg tid til vers og væv?
(skyder snarvej)
DUGGDRÅBER
(drysser fra grenene)
Vi er tårer der ej blev fældte. Isbrod, som sårer, kunde vi smelte. Nu sidder brodden i bringen lodden;- såret er lukket; vor magt er slukket.
PEER GYNT
Tak;-jeg græd i Rondesvalen,- fik dog lige fuldt på halen!
BRÆKKENDE STRÅ
Vi er værker; du skulde øvet os! Tvivl, som kværker, har krøblet og kløvet os. På yderste dagen vi kommer i flok og melder sagen,- så får du nok!
PEER GYNT
Kæltringstreger! Tør I skrive mig tilbogs det negative??
(haster afsted)
ÅSES STEMME
(langt borte)
Tvi, for en skydsgut! Hu, du har væltet mig! Sne faldt her nys, gut;- stygt har den æltet mig.- Galt har du kørt mig. Peer, hvor er slottet? Fanden har forført dig med kæppen i kottet!
PEER GYNT
Bedst, en stakkar vær sig skynder. Skal en bære fandens synder, må en snart i bakken segne;- de er tunge nok, ens egne.
En graver! En graver! Hvor er I, hunde? En sang af brægende klokkermunde; om hatteskyggen en sørgeflig; - jeg har mange døde; jeg skal følge lig!
(KNAPPESTØPEREN, med redskapskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.)
KNAPPESTØPEREN
Godt møde, gubbe!
PEER GYNT
God kveld, min ven!
KNAPPESTØPEREN
Karlen har hastværk. Hvor skal han hen?
PEER GYNT
Til gravøl.
KNAPPESTØPEREN
Ja så? Lidt skralt jeg ser;- med forlov,- du heder vel ikke Peer?
PEER GYNT
Peer Gynt, som man siger.
KNAPPESTØPEREN
Det kalder jeg held! Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld
PEER GYNT
Skal du det? Hvad vil du?
KNAPPESTØPEREN
Her kan du se; Jeg er knappestøperen. Du skal i min ske.
PEER GYNT
Smeltes?
KNAPPESTØPEREN
Her er den, skuret og tom. Din grav er gravet, din kiste bestilt. I skrotten skal ormene leve gildt;- men jeg har ordre til, uden dvælen, på Mesterens vegne at hente sjælen.
PEER GYNT
Ugørligt! Sådant foruden varsel -!
KNAPPESTØPEREN
Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel i stilhed at vælge dagen til festen, uden ringeste varsel for hædersgæsten.
PEER GYNT
Ja, riktig. Det rundt i min hjerne løber. Du er jo -?
KNAPPESTØPEREN
Det hørte du; - knappestøberen.
PEER GYNT
Forstår! Kært barn har mange navne. Ja så da, Peer; det er der du skal havne! Men dette, go'e karl, er uredelig færd! Jeg ved, jeg er mildere medfart værd;- jeg er ikke så gal, som I kanske tror, - har øvet adskilligt godt her på jord;- i værste fald kan jeg kaldes en flynder, - men sletikke nogen særdeles synder.
KNAPPESTØPEREN
Nej, det er jo netop knuden, mand; du er ingen synder i højere forstand; se, derfor slipper du pinsels-veen, og kommer, som andre, i støbeskeen.
PEER GYNT
Kald det, hvad du vil, - ske eller pøl; mungåt og bjor er beggeto øl. Vig, Satan
KNAPPESTØPEREN
Du er da aldri så grov at tænke, jeg traver på en hestehov?
PEER GYNT
På hestehov eller ræveklør,- pak dig; og pas dig for hvad du gør!
KNAPPESTØPEREN
Min ven, du er i en stor vildfarelse. Begge har vi hast, og til tidsbesparelse skal jeg forklare dig sagens grund. Du er, som jeg har af din egen mund, ikke nogen såkaldt storartet synder, - ja knappets en middels -
PEER GYNT
Se, se; du begynder at snakke rimeligt -
KNAPPESTØPEREN
Vent nu lidt; - men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt -
PEER GYNT
Det gør jeg jo heller ikke fordring på.
KNAPPESTØPEREN
Altså midt imellem, og så som så. En synder af det rigtig storladne slags træffes ikke langs alfarvej nutildags; der skal mere til, end at traske i dynd; der kræves både kraft og alvor til en synd.
PEER GYNT
Ja, det er s'gu rigtig, hvad du der bemærker; en skal bude på, som de gamle bersærker.
KNAPPESTØPEREN
Du derimod, ven, du tog synden let.
PEER GYNT
Bare udenpå, ven, som et søleskvet.
KNAPPESTØPEREN
Nu blir vi enige. Svovelpølen er ikke for jer, der plasked i sølen -
PEER GYNT
Og følgelig, ven, kan jeg gå som jeg kom?
KNAPPESTØPEREN
Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om.
PEER GYNT
Hvad er det for kneb I har fundet på herhjemme, mens jeg i utlandet lå?
KNAPPESTØPEREN
Skikken er gammel, som Slangens skabelse, og beregnet på at hindre verdifortabelse. Du kender jo håndværket, - ved vel, at tidt kan en støbning arte sig, rent ud sagt skidt; stundom blir knapperne hæmpeløse. Hvad gjorde du så?
PEER GYNT
Jeg slang skrabet væk.
KNAPPESTØPEREN
Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse, så længe han åtte i skæppe og sæk. Men, Mester, der du, er sparsom, han; og derfor blir han en holden mand. Han slænger ikke væk, som rent udugeligt, hvad der som råstoff kan blive brugeligt. Du var nu ætlet til en blinkende knap på verdensvesten; men hæmpen glap; og derfor skal du i vraggods-kassen, for, som det heder, at gå over i massen.
PEER GYNT
Du mener da vel aldri, at få mig gydt, sammen med Peer og Pål, til noget nyt?
KNAPPESTØPEREN
Jo, så min sæl mener jeg så. Det har vi gjort med ikke så få. På Kongsberg gør de det samme med penge, hvis præg er slidt ved at rulle for længe.
PEER GYNT
Men dette er jo liderligt gnieri! Kære min ven, lad mig slippe fri;- en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling,- hvad er det for en mand i din Mesters stilling?
KNAPPESTØPEREN
Å, såsom og eftersom ånden er i en, så har en jo altid metalværdien.
PEER GYNT
Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør gør jeg motstand mod dette! Alt andet før!
KNAPPESTØPEREN
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig. For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig -
PEER GYNT
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt;- men af selvet slipper jeg ikke en døjt. Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven! Sæt mig en tidlang hos ham med hoven;- et hundre år, om galt skal være; se, det er noget, en sagtens kan bære; thi pinen er jo dog kun moralsk, og altså vel ikke så pyramidalsk. Det er en overgang, som skrevet står, og som ræven sagde; - man venter; der slår en forløsningens stund; man træder tilbage, og håber imidlertid på bedre dage.- Men dette andet,- at skulle gå op som et fnug i en uvedkommendes krop,- dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør,- det sætter min inderste sjæl i oprør!
KNAPPESTØPEREN
Men, kære Peer, det trænges dog ej for småting at tage så volsomt på vej. Dig selv har du aldri været før;- hvad skiller det så, om tilgavns du dør?
PEER GYNT
Har jeg ikke vært-? Jeg må næsten le! Peer Gynt har været noget andet, skal vi se! Nej, knappestøber, du dømmer iblinde. Kunde du syne mig i nyrenrne inde, så vilde du træffe bare Peer og Peer, og ikke noget andet og heller ikke mer.
KNAPPESTØPEREN
Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre. Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre. Han har budt sit livs bestemmele trods. I støbeskeen med ham som mislykket gods.
PEER GYNT
Hvilket vås! Der må menes en anden person. Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
KNAPPESTØPEREN
Dem har jeg smeltet for længe siden. Kom så med det gode, og spild ikke tiden!
PEER GYNT
Nej, om jeg gør! Jo, det var pent, om det viste sig imorgen at en anden var ment. Du får tage dig ivare, min gode mand! Husk på det ansvar, som følge kan-
KNAPPESTØPEREN
Jeg har skriftligt for mig -
PEER GYNT
Men und mig dog frist!
KNAPPESTØPEREN
Hvad skal du med den?
PEER GYNT
Jeg vil få bevist, at jeg var mig selv gennem hele livet, og derom er det jo dog vi har kivet.
KNAPPESTØPEREN
Bevist? Med hvad?
PEER GYNT
Med vidner og attester.
KNAPPESTØPEREN
Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester.
PEER GYNT
Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg! Kære mand, lad mig låne mig selv på borg; jeg er snart her igen. Kun engang man fødes; og sig selv, som man skabtes, holder man på. Ja; er vi enige?
KNAPPESTØPEREN
Nå da, lad gå. Men husk, ved næste korsvej vi mødes.
Tid er penge, som skrevet står. Den, som nu vidste, hvor korsvejen går;- kanske er den nær, og kanske fjern. Jorden brænder mig som gloende jern. Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen? Det er næsten utænkelig her i skogen. Verden er fuskværk! Stellet er slet, når en mand skal bevise sin soleklare ret!
(En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.)
GUBBEN
(sandser)
Kære, vakkre, -en skilling til en husvild kall.
PEER GYNT
Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden -
GUBBEN
Prins Peer! A nej; så vi træffes skal -?
PEER GYNT
Hvem er du?
GUBBEN
Han minds ikke gamlen i Ronden?
PEER GYNT
Du er da vel aldri -?
GUBBEN
Dovregubben, faer!
PEER
Docregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
DOVREGUBBEN
Å, jeg er kommen så rent på knæerne -!
PEER GYNT
Ødelagt?
DOVREGUBBEN
Plyndret for rub og stub. Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub.
PEER GYNT
Hurra! SLigt vidne vokser ikke på træerne!
DOVREGUBBEN
Herr prinsen er også bleven grå siden sidst.
PEER GYNT
Kære svigerfaer, årene gnager og tærer. Nå; streg over alle private affærer,- og, for alting, ingen familjetvist. Jeg var dengang en galning -
DOVREGUBBEN
Å ja; å ja;- prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da? Men klog var prinsen, at han vraged sin brud; dermed har han spart sig både harmen og skammen; for siden er hun så rent skejet ud -
PEER GYNT
Se, se!
DOVREGUBBEN
Hun gik nu for koldt vand og lud; og tænk, - nu er hun og Trond flyttet sammen.
PEER GYNT
Hvilken Trond?
DOVREGUBBEN
Han i Valfjeldet.
PEER GYNT
Han? Aha; det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra.
DOVREGUBBEN
Men dattersøn er bleven både fed og stor, og har gilde børn over hele landet -
PEER GYNT
Ja, kære mand, spar de mange ord;- der ligger mig på hjerte noget gasnke andet.- Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling, og ønsker et vidnesbyrd eller en attest;- se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst. Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling -
DOVREGUBBEN
A nej; kan jeg være prinsen til nytte? Så kanske jeg får et skudsmål i bytte?
PEER GYNT
Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter, og må spinke og spare på alle kanter. Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel, da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld -
DOVREGUBBEN
Bevares, herr prins!!
PEER GYNT
Ikke dette med prinsen! Men nok. I vilde med magt og vold kverve mit syn med et snit i lindsen, og skabe mig om fra Peer Gynt til trold. Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod,- svor, jeg vilde stå på min egen fod; jeg forsaged både elskov og magt og ære, altsammen bare for mig selv at være. Denne kendsgerning, ser I, skal I sverge på til thinge -
DOVREGUBBEN
Nej, om jeg kan!
PEER GYNT
Hvad er det for snak?
DOVREGUBBEN
Han vil da vel ikke til løgn mig tvinge? Han husker da vel, han i troldbrogen trak, og smagte på mjøden -?
PEER GYNT
Ja, I lokked forførende;- men jeg satte mig bestemt imod det afgørende. Og netop det skal en kende sin mand på. Det er slutningsverset det kommer an på.
DOVREGUBBEN
Men slutningen, Peer, blev jo stik imod.
PEER GYNT
Hvad er dette for væv?
DOVREGUBBEN
Da du Ronden forlod, så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke.
PEER GYNT
Hvilket?
DOVREGUBBEN
Ordet,- det kløvende, stærke.
PEER GYNT
Ordet?
DOVREGUBBEN
Som skiller mellem menneskenes flok og troldenes: trold, vær dig selv nok!
PEER
(falls back a step)
(viger et skridt)
Nok!
DOVREGUBBEN
Og af alle livsens kræfter har du jo siden levet derefter.
PEER GYNT
Jeg! Peer Gynt?
DOVREGUBBEN
(græder)
Det er utaknemmeligt! Som trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt. Order, jeg lærte dig, har sat dig istand til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; - og så kommer du her og kaster på nakken af mig og af ordet, du skylder hele takken.
PEER GYNT
Nok! Et bergtrold! En egoist! Dette her må være sludder; det er ganske visst!
DOVREGUBBEN
(trækker frem en bunke gamle blade)
Du mener nok ikk, vi holder aviser? Vent; her skal du se med rødt på sort, hvor "Bloksberg-posten" dig lover og priser; og det samme har "Heklefjelds-tiende" gjort alt fra den vinter, du rejste bort. - Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov. Her står noget med underskrift "Hingstehov". Og her: "Om det troldeligt-nationale" Skribenten drager den sandhed frem, at det lidt kommer an på horn og hale, bare en for resten af huden har en rem. "Vort nok", så slutter han, "gier troldets stempel til manden",-og så nævner han dig, som exempel.
PEER GYNT
Et bergtrold? Jeg?
DOVREGUBBEN
Ja, den sagen er klar.
PEER GYNT
Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var? Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro? Spart slid og møje og mange par sko? Peer Gynt - et trold? - Det er væv! Det er snak! Farvel! Der har du en skilling til tobak.
DOVREGUBBEN
nej, snille prins Peer!
PEER GYNT
Slip! Du er gal, eller går i barndom. Søg et hospital.
DOVREGUBBEN
Å, det er netop det, som jeg søger. Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt, har fået her i landet slig svare magt; og de siger, jeg bare er til i bøger. Det heder jo, værst er ens egne frænder; jeg stakkar, får føle, det ord er sandt. Det er hårdt at gælde for digt og tant -
PEER GYNT
Kære mand, der er flere, det uheld hænder.
DOVREGUBBEN
Og vi selv har slet ingen hjælpekasse, ingen spareskillingsgris eller fattigbok;- i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
PEER GYNT
Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok!
DOVREGUBBEN
Å, prinsen kan da ikke klage på ordet. Og hvis han på en eller anden boug -
PEER GYNT
Min mand, du er rent på det gale sporet; jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg -
DOVREGUBBEN
Det er da ikke muligt? er prinsen fant?
PEER GYNT
Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant. Og det er jer skyld, I forbandede trold! Der ser man, hvad dårligt selskab kan volde.
DOVREGUBBEN
Så dratted da håbet af pinden ned igen! Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter -
PEER GYNT
Hvad vil du der?
DOVREGUBBEN
Jeg vil gå til komedien. De søger i bladet nationale subjekter -
PEER GYNT
Lykke på rejsen; og hils fra mig. Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej. Jeg skriver en farce, både gal og grundig: den skal hede: "Sic transit gloria mundi."
(løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham.)
Nu gælder det, Peer, som det aldri har gældt! Dette dovriske nok, det har dommen fældt. Skuden er vrag; en får flyde på stumperne! Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne!
KNAPPESTØPEREN
(at the cross-road)
Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten?
PEER GYNT
Hav vi korsvej her? Det var fort bestilt!
KNAPPESTØPEREN
Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt, hvad seddelen siger, før jeg har læst den.
PEER GYNT
Jeg blev ked af det rend; - en kan gå sig vild -
KNAPPESTØPEREN
Ja; og desuden, hvad fører det til?
PEER GYNT
Sandt nok; på skogen ved nattetid -
KNAPPESTØPEREN
Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid?
PEER GYNT
Nej; lad ham gå. Hen er drukken, kære!
KNAPPESTØPEREN
Men kanske han kunde -
PEER GYNT
Hys; nej, - lad være!
KNAPPESTØPEREN
Ja, taer vi så fat?
PEER GYNT
Hvad er det "at være sig selv" igrunden?
KNAPPESTØPEREN
Et underlig spørgsmål, især i munden på en mand, der nylig -
PEER GYNT
Svar kort og godt.
KNAPPESTØPEREN
At være sig selv, er: sig selv at døde. Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt; og derfor, lad det kaldes: overalt at møde med Mesters mening til udhængsskilt.
PEER GYNT
Men den, som nu aldri at vide fik, hvad Mester har ment med ham?
KNAPPESTØPEREN
Det skal han ane.
PEER GYNT
Men hvor ofte slår ikke anelser klik,- og så går man ad undas midt på sin bane.
KNAPPESTØPEREN
Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel har fyren med hoven sin beste angel.
PEER GYNT
Dette her er en yderlig filtret affære. - Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være;- det tør kanske falde svært at få det bevist. Jeg betragter den del af sagen som forlist. Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen, følte jeg et tryk av samvittigheds-skoen; jeg sagde til mig selv: du er dog en synder -
KNAPPESTØPEREN
Nu lader det jo, som du forfra begyder -
PEER GYNT
Aldeles ikke; jeg mener en stor; ikke blot i gerning, men i lyster og ord. I udlandet har jeg levet forbistret -
KNAPPESTØPEREN
Kan være; men måtte jeg så se registeret?
PEER GYNT
Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten, og skrifte i en fart og bringe dig attesten.
KNAPPESTØPEREN
Ja, bringer du den, så er det jo klart, at du blir for støbeske-historien spart. Men orderen, Peer -
PEER GYNT
Papiret er gammelt; det hidhører visst fra et ældre datum; - det var engang jeg leved så slapt og vammelt, og spilled profet og trodde på fatum. Ja, får jeg så prøve?
KNAPPESTØPEREN
Men -!
PEER GYNT
Kære, snille, - du har dog visst ikke stort at bestille. Her i distriktet er jo luften så gæv; - den lægger til befolkningens alder en alen. Husk på, hvad Justedals-presten skrev: "det er sjelden, at nogen død her i dalen."
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.)
PEER GYNT
Den tør være nyttig til mange ting, sa'e Esben, han tog op en skæreving. Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld skulde fri en af klemmen den sidste kveld? Nå, sagen blir riktignok lige fuldt kilden; for det bærer igrunden fra asken i ilden; - men der er jo et ord, som har hævdens dåb, - der siges: så længe der er liv, er der håb.
(En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skulderen løber langsefter bakken.)
PEER GYNT
Hvem der? En prest med fuglegarn! Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn! God aften, herr pastor! Stien er fæl -
DEN MAGRE
Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl?
PEER GYNT
Aha; der er en som skal til himle?
DEN MAGRE
Nej; jeg håber, han er på en anden vej.
PEER GYNT
Herr pastor, får jeg slå følge et stykke?
DEN MAGRE
Ret gerne; selskab er efter mit tykke.
PEER GYNT
Jeg har noget på hjerte -
DEN MAGRE
Heraus! Læg an!
PEER GYNT
De ser her for Dem en skikkelig mand. Statens lov har jeg redeligt holdt; har aldri siddet i jern og bolt; - dog stundom taber man fodefæste og snubler -
DEN MAGRE
Ak ja; det hænder de bedste.
PEER GYNT
Se, disse småting -
DEN MAGRE
Kun småting?
PEER GYNT
Ja; synder en gros har jeg holdt mig ifra.
DEN MAGRE
Ja, kære mand, lad mig så i ro; jeg er ujje deb, De synes at tro. - De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem?
PEER GYNT
Et mærkeligt udviklet neglesystem.
DEN MAGRE
Og nu da? De skotter mod foden ned?
PEER GYNT
(pointing)
Er den hoven naturlig?
DEN MAGRE
Det smigrer jeg mig med.
PEER GYNT
(raises his hat)
Jeg skulde svoret på, De var en prest; og så har jeg den ære -. Nå, bedst er bedst; - står salsdøren åben,-sky køkkenvejen; kan du træffe kongen,-gå udenom lakejen.
DEN MAGRE
Et håndtryk! De synes mig fordomsfri. Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i? Ja, De må ikke bede om magt eller penge. Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge. De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; - det er gået så rent tilagters med omsætningen; ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ en enkelt -
PEER GYNT
Har slægten så merkeligt forbedret sig?
DEN MAGRE
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; - de fleste kommer i støbeske.
PEER GYNT
Nå ja, - den ske har jeg hørt lidt om; det var egentlig i den anleding, jeg kom.
DEN MAGRE
Tal frit!
PEER GYNT
Hvis der ikke var ubeskedent, så ønsked jeg gerne -
DEN MAGRE
Et tilholdsted? Hvad?
PEER GYNT
De har gættet min bøn forinden jeg bad. Bedriften går jo, som De siger, vredebt; og kanske De derfor ikke taer det så nøje -
DEN MAGRE
Men, kære -
PEER GYNT
Mine fordringer er ikke høje. Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed; kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. -
DEN MAGRE
Varmt værelse?
PEER GYNT
Ikke for varmt; - og helst adgang til at gå på igen frank og frelst,- ret til, som man siger, at træde tilbage, når der byder sig en lejlighed til bedre dage.
DEN MAGRE
Min kære ven, det gør mig sandelig ondt; men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker af lignende indhold mig godtfolk skikker, når de skal bort fra sin jordiske dont.
PEER GYNT
Men når jeg betænker min forrige vandel, så er jeg en adgangsberettiget mand -
DEN MAGRE
Det var jo kun småting -
PEER GYNT
I en viss forstand;- dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel -
DEN MAGRE
Der er dem, som drev handel med viljer og sind, men gjorde det våset, og slap altså ikke ind.
PEER GYNT
Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina.
DEN MAGRE
Atter bedemandsstil! SLigt gør vi kun grin af. Der er folk, som skiber ud fælere figurer i prækener, i kunster og literaturer, - de må dog stå udenfor -
PEER GYNT
Ja, men ved De hvad, - jeg har gået og spillet profet!
DEN MAGRE
I udlandet? Humbug! De fleste seen ins blaue slutter i støbeskeen. Har De ikke andet at støtte Dem til, så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil.
PEER GYNT
Jo, hør nu; i havsnød, - jeg sad på et hvæl,- og der står jo: den druknende griber efter sivet,- endvidere står der: man er nærmest sig selv,- og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet.
DEN MAGRE
Jeg var tilfreds, De en kokkepige havde halvvejs skilt ved noget andet tillige. Hvad er dette her for en halvvejs-snak, med respekt at sige? Hvem mener De, gider ødsle det dyre brændsel, i tider som disse, på sådant stemningsløst rak? Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen; og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. - Hør, læreste ven, slå ud den tand; og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig. Hvad vandt De, om jeg skaffed Hem kost og bolig? Tænk efter; De er en fornuftig mand. Ja. mindet beholdt De; den sats er sand;-
men udsigten over erindringens land blev, både for hjerte og for forstand, hvad svensken kalder "bra lite rolig". De har intete hverken til at hyle eller smile over; intet til at juble eller fortvile over; intet, som kan gøre Dem kold eller hed; bare sådant noget til at ærgre Dem med.
PEER GYNT
Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå hvor skoen trykker, når en ikke har den på.
DEN MAGRE
Det er sandt; jeg har, - den og den være lov, - kun for en umage støvle behov. <