Det gynske selv,- det er den hær af ønsker, lyster og begær,- det gynske selv, det er det hav af infald, fordringer og krav, kort alt, som netop mit bryst hæver, og gør at jeg, som sådan, lever. Men som Vorherre trænger muldet, skal han bestå som verdens Gud, så har jeg behov for guldet, skal jeg som kejser ta'e mig ud.
MONSIEUR BALLON
Men guldet har De!
PEER GYNT
Ikke nok. Ja, måske for en to-tre etmål, som kejser á la Lippe-Detmold. Men jeg vil være mig en bloc, vil være Gynt på hele kloden, Sir Gynt fra toppen og til roden!
MONSIEUR BALLON
(henreven)
Besidde verdens første dejlighed!!
VON EBERKOPF
Al hundredårs Johannisberger!
TRUMPETERSTRALE
Og alle Karl den tolvtes værger!
MASTER COTTON
Men først en profitable lejlighed til transaktion -
PEER GYNT
Den er alt funden; og dertil var vor ankring grunden. Iaften farten står mod nord. Aviserne, jeg fik ombord, beretter mig en vigtig nyhed -!
(rejser sig med hævet glas)
Det er, som lykken uden ophør bær hjælp til den, der selv har kryhed -
HERRENE
Nu? Sig os -!
PEER GYNT
Hellas er i oprør.
ALLE FIRE
(springer op)
Hvad! Grækerne -?
PEER GYNT
Har rejst sig hjemme.
DE FIRE
Hurra!
PEER GYNT
Og tyrken er i klemme!
(tømmer glasset)
MONSIEUR BALLON
Til Hellas! Ærens port står åben! Jeg hjælper med mit franske våben!
VON EBERKOPF
Og jeg med opråb - på distance!
MASTER COTTON
Jeg ligeså - leverance!
TRUMPETERSTRALE
Gå på! Jeg finde skal i Bender de verdenskendte sporespænder!
MONSIEUR BALLON
(falder Peer Gynt om halsen)
Tilgiv mig, ven, at jeg en stund har miskendt Dem!
VON EBERKOPF
(trykker hans hænder)
Jeg dumme hund, jeg holdt Dem hartad for en slyngel!
MASTER COTTON
Det er for stærkt; kun for en nar -
TRUMPETERSTRALE
(vil kysse ham)
Jeg, farbror, for et exemplar af Yankee-pakkets værste yngel -! Forlad mig -!
VON EBERKOPF
Vi har alle famlet-
PEER GYNT
Hvad snak er det?
VON EBERKOPF
Nu ser vi samlet i glans den hele gytske hær af ønsker, lyster og begær -!
MONSIEUR BALLON
(beundrende)
Så det var monsieur Gynt at være!
VON EBERKOPF
(ligeså)
Det er at være Gynt med ære!
PEER GYNT
Men sig mig dog -?
MONSIEUR BALLON
Forstår De ej?
PEER GYNT
Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!
MONSIEUR BALLON
Hvorledes? Går ej Deres vej til Grækerne med skib og penge -?
PEER GYNT
(blæser)
Nej, mange tak! Jeg støtter styrken og låner pengene til Tyrken.
MONSIEUR BALLON
Umuligt
VON EBERKOPF
Vittigt sagt, men spøg!
PEER GYNT
(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine)
Hør, mine herrer, det er bedst vi skilles, før den sidste rest af venskab blaffrer bort i røg. Hvo intet ejer, letvindt vover. Når man af verdenråder knapt den stribe muld man skygger over, man til kanonmad er som skabt. Men står man berget på det tørre, som jeg, da er ens indsats større. Gå De til Hellas. Jeg skal sende Dem gratis væbnede iland. Jo mer De øger stridens brand, desbedre kan jeg buen spænde. Slå smukt for frihed og for ret! Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt;- og slut med hæder Deres dage på Janitscharens lansestage.- Men hav mig undskyldt.
(slår på lommen)
Jeg har mynt og er mig selv, Sir Peer Gynt.
(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hængekøjerne skimtes.)
TRUMPETERSTRALE
Den svinske karl!
MONSIEUR BALLON
Ej sans for ære -!
MASTER COTTON
Å, æren, den fik endda være; men tænk jer, hvad enorm profit for os, hvislandet slog sig frit -
MONSIEUR BALLON
Jeg så mig alt som sejervinder i kreds af skønne Grækerinder!
TRUMPETERSTRALE
Jeg så i mine svenske hænder de heltestore sporespænder!
VON EBERKOPF
Jeg mit uhyre fædrelands kultur så spredt til lands og vands -!
MASTER COTTON
Det værste tab er det reelle. Goddam! Jeg kunde tårer fælde! Jeg så mig som Olympens ejer. Hvis berget svarer til sit ry, så må der findes kobberlejer, som kunde tages op påny. Og dertil denne elv, Kastale, hvorom der går så megen tale, med fald på fald, beregnet lavt til mer end tusend hestes kraft -!
TRUMPETERSTRALE
Jeg går endda! Mit svenske sværd er mer end Yankee-guldet værd!
MASTER COTTON
Måske; men, ind i rækken stukne, vi vil i massens mængde drukne; og hvor blir så profitien af?
MONSIEUR BALLON
Fordømt! Så nær ved lykkens tinde;- og så at standse ved dens grav!
MASTER COTTON
(med knyttet hånd mod fartøjet)
Hin sorte kiste slutter inde nabobens gyldne negersverd -!
VON EBERKOPF
En kongstanke! Fort! Afsted! Hans kejserdom er om en hals!! Hurra!
MONSIEUR BALLON
Hvad vil De?
VON EBERKOPF
Vinde magten! Besætningen er let tilfals. Ombord! Jeg annekterer yachten!
MASTER COTTON
De - hvad -?
VON EBERKOPF
Jeg kniber alt iflæng!
(går ned til jollen)
MASTER COTTON
Da byder mig mit eget tarv at knibe med.
(går efter)
TRUMPETERSTRALE
Det er en skarv!
MONSIEUR BALLON
Et keltringstykke -! Men - enfin!
(følger de andre)
TRUMPETERSTRALE
Jeg får vel følge dem på færden, - men protesterer for alverden -!
(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)
PEER GYNT
Mareridet!- Væv!- Nu vågner jeg snart! Den står fra land! Og i rasende fart!- Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger hænderne)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i håret)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm! Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre! Mine asner af venner-! Hør mig, Vorherre! Du er jo så vis og retfærdig-! O, døm-!
(med oprakte arme)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på! Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå! Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen! Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen! Hør mig! Lad ligge de andres grejer! Verden skøtter dig nok selv imens!-- Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer! Det er stel! En Gud, som på råd er læns!
(vinker opad)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen! Jeg har skikket missionærer over til Asien! En håndsrækning er dog en anden værd! Å, hjælp mig ombord-!
(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)
PEER GYNT
(bleg og sagte)
Det var straffens sværd! Tilbunds med mand og mus i et plump! O, evigt priset være lykkens slump!--
(rørt)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så. Jeg skulde frelses og de forgå. O, tak og pris, at du har mig hyttet, holdt øje med mig trods alle mine brøst!-
(ånder dybt ud)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst i at vide sig selv separat beskyttet. Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke? Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå. Det er ikke så farligt;-
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke, at jeg lille fattige spurv skal forgå! Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham first. Lade Herren råde; ikke hænge med ørene-
(farer forskræmt ivjeret)
Var det en løve, som knurred i rørene-?
(med klapprende tænder)
Nej, det var ingen løve.
(Mander sig op)
En løve; jo visst! De bæster, e holder sig nok afsides. Med sin overmand er det ikke grejdt at bides. De har jo et instinkt;- de føler, som sandt er, det er farligt at lege med elefanter.-- Men alligevel-. Jeg får finde et træ. Derborte svajer akazier og palmer; kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ,- især hvis jeg dertil kunde et par salmer-
(klattrer op)
Morgenen er ikke kvelden lig; det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tilrette)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet. Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig. Bare bygge på ham. Han ved hvad portion af nødens kalk jeg er mand for at drikke. Han er faderligt sindet imod min person;-
(kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk:)
(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)
PEER GYNT
Fatalt! En højst ubehangelig nat.
(Slår om sig.)
Er du der igen? Det er dog forbandet! Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet. Et væmmeligt dyr, den abekat! Der står skrevet: du skal våge og fægte. Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat. (forstyrres igen; utålmodig:) Jeg må få en pinde for det uvæsen sat! Jeg må se at få fanget en af de knægte, hængt ham og krængt ham og klædt mig ud på sæt og vis i hans lådne hud, så vil de andre tro jeg er ægte.- Hvad er vi mennesker? Kun et fnug. og lidt får man læmpesefter skik og brug.- Atter en sværm! De myldrer og kryr. Pak jer! Tsju! De ter sig som gale. Havde jeg blot en forloren hale,- noget sådant, som gav en vis lighed med dyr-. Hvad nu? Der tasser det over mit hode -!
(ser op)
Den gamle,- med næverne fulde af smuds-!
(kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund )
Ja,- er du der, du gamle Bus! Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode! Han vil ikke kaste;- nej, var det ligt- Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner! Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?? Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;- Bus skal få sukker imorgen-! Det bæst! Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt!- Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt; dog, hvad smagen angår, gør vanen mest. Hvad er det for en tænker, som engang har sagt: man får spytte og håbe på vanens magt?- Der er yngelen også!
(fægter og slår)
Det er dog for galt, at mennesket, denne skabningens herre, skal se sig nødt til -! Gevalt! Gevalt! Den gamle er fæl, men de unge er værre!
(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule. En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Rytterene langt borte.)
TYVEN
Lanserens tunger, slikkende, spillende,- se, se!
HÆLEREN
Jeg føler alt knappen i sandet trillende! Ve, ve
TYVEN
(folder armene over bryst)
Min fader var tyv; hans søn må stjæle.
HÆLEREN
Min fader var hæler; hans søn må hæle.
TYVEN
Din lod skal du bære; dig selv skal du være.
HÆLEREN
(lytter)
Fodtrin i krattet! På flugt! Men hvor?
TYVEN
Hulen er dyb og profeten stor!
(de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne)
PEER GYNT
(kommer, skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund!- Skarnbassen triller din kugle i gruset; sneglen kryber af sneglhuset. Morgenen; ja, den har guld i mund.- Det er dog igrunden en mærkelig magt, naturen har sådan i dagslyset lagt. Man føler sig så tryg, føler modet vokse, turde gerne, om så var, binde an med en okse.- Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder,- ubegribeligt nok, at eg vraged dem før; at man lukker sig inde i de store stæder, blot for at rendes af pakket på dør,- Nej; de, hvor firben vimser omkring, snapper og tænker på ingenting. Hvilken uskyld selv over dyrenes liv. Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt, bevarer sit særlige præg uudsletteligt, er sig selv, sig selv gennem leg og kiv, sig selv, som det blev på hansførste bliv.
(sætter logretten på næsen)
En padde. Midt i en sandstensblok. Forstening omkring. Kun hovedet ude. Der sidder den og ser, som gennem en rude, på verden og er sig selv - nok.-
(Tenker)
Nok? Sig selv-? Hvor er det, det står? Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog. Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog? Fatalt; jeg mærker, at år for år min sans for tiden og stedet forgår.
(Setter sig i skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sibne fødder. Se her gror bregner. Spiselige rødder.
(Smager lidt)
Det er ligere mad for et kreatur;- men der står jo skrevet: tving din natur! Endvidere står der: hovmod må bøjes. Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.
(Urolig)
Ophøjes? Ja, det vil ske med mig;- det er umuligt at tenke sig andet. Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet og mage det så, at jeg kommer ivej. Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen,- når bare Vorherre under mig helsen.
(skynder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)
Hvilket umådeligt, grænseløst øde.- Langt derborte skridter en struds.- Hvad skal enegentlig tro var Guds mening med alt dette tomme og døde? Dette, som alle livskilder savner; dette forbrændte, som ingen gavner;- denne brøk af verden, som ligger brak; dette lig, som ej, siden jordens fødsel, har bragt sin skaber så meget som tak,- hvi blev det til?- Naturen er ødsel.- Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke, som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag. havet i vest; det højner sig bag, dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.
(en tanke farer gennem ham)
Dæmmet ude? Så kunde jeg-? Højden er smal. Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal,- som en livsensflod vilde vandene skylle ind gennem svælget og ørken fylde! Snart vilde hele den glødende grav ligge der frisk som kruset hav. Oaserne vilde som øer sig højne, Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord; sejler vilde, som fugle forfløjne, skære mod syd karavanernes spor. Livende luft vilde sprede de kvalme dunster, og dugg vilde drysse fra sky; folk vilde bygge sig by ved by, og græs vilde gro om den svajende palme. Landet i syd bar Saharas mur blev til et kystland med frisk kultur. Damp vilde drive Tombuktus fabriker;; Bornu blev kolonisert med il; op gennem Habes for forskeren sikker i sin waggon til den øvre Nil. Midt i mit hav, på en fed oase, vil jeg forplante den norske race; det dlske blod er jo kongeligt næsten; arabisk krydsning vil gøre resten. Rundt om en vik på en stigende strand får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden Verden er aflægs! Nu kommer raden Gyntiana, mit unge land!
(Springer op)
Bare kapitaler, så er det gjort.- En nøgle af guld til havets port! Korstog mod døden! Den griske punger skal åbne for sækken, der han ligger og ruger. For frihed sværmes i alle lande;- som asnet i arken vil jeg sende et råb over verden og bringe befrielsens dåb til ed dejlige, bndne, vordende strande. Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest! Mit rige,- mit halve rige for en hest! (hesten vrinsker i fjeldkløften)
En hest! Og klædning!- Og smykker,- og værge!!
(går nærmere)
Umuligt! Jo, virkelig-! Hvad? jeg har læst etsteds at viljen kan flytte bjerge;- men at den også kunde flytte en hest-? Vås! Det er faktum, at her står hesten;- ab esse ad posse og så videre forresten-
(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig)
Sir Peter-og Tyrk fra top til rod! Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes.- Rap dig, Grane, min ganger god!
(Stiger i sadelen)
Guldtøffel til å støtte min fod!- På ridestellet skal storfolk kendes!
(Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)
PIGERNES KOR
Profeten er kommen! Profeten, herren, den alting vidende, til os, til os er han kommen over sandhavet ridende! Profeten, herren, den aldri fejlende, til os, til os er han kommen gennem sandhavet sejlende! Rør fløjten og trommen; profeten, profeten er kommen!
ANITRA
Hans ganger er mælken, den hvide, som trømmer i Paradisets floder. Bøj eders knæ! Sænk eders hoder! Hans øjne er stjerner, blinkende, blide. Intet jordbarn dog tåler glansens glans af de stjerners stråler. Gennem ørken han kom. Guld og perle sprang frem på hans bryst. Hvor han red blev det lyst. Bag ham blev mørke; bag ham for aumum og tørke. Han, den herlige, kom! Gennem ørken han kom, som en jordsøn pyntet, Kaba, Kaba står tom;- han har selv forkyndt det!
PIGERNES KOR
Rør fløjten og trommen; profeten, profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet musik)
PEER GYNT
Jeg har læst på tryk - og satsen er sand - "ingen blir profet i eget land". - Dette her, det huger mig meget bedre, end livet histover blandt Charlstowns redre. Der var noget hult i den hele sag, noget fremmed på bunden, noget uklart bag;- jeg følte mig aldri hjemme i laget, og aldri rigtig som mand af faget. Hvad vilde jeg også på den gallej? Rode og rode i forretningsbingen. Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej;- det traf sig så; det er hele tingen.- Vær sig selv på grundlag af guld, det er som at bygge sit hus på sandet. For uhr og for ring og for alt det andet loggrer de godtfolk og kryber i muld; de løfter på hatten for brystnål-kronen; men ring eller nål er jo ikke personen.- Profet; se, det er en klarere stilling. Da ved man dog på hvad fod man står. Slår man an, så er det en selv, som får ovationen, og ej ens pundsterling og shilling. Man er, hvad man er, foruden snak; man skylder ej slump eller tilfælde tak, og støtter sig ei til panten og bevilling.- Profet: ja, det er noget for mig. Og jeg belev det så inderlig uforvarende,- blot ved at komme gennem ørken farende og træffe naturens børn på min vej. Profeten var kommen; den sag var klar. Det var såmen ikke min agt at bedrage-; der er forskel på løgn og profetisk svar; og jeg kan jo altid træde tilbage. Jeg er ikke bunden; det er ikke værre-; det hele er, så at sige, privat; jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat; kort sagt, jeg er situasjonens herre.
ANITRA
(nærmer sig fra indgangen)
Profet og hersker!
PEER GYNT
Hvad vil min slavinde?
ANITRA
Ventende for teltet står slettens sønner; de beder at få skue dit ansigt-
PEER GYNT
Stop! Sig dem, de kan i afstand troppe op; sig dem, jeg hører i afstand deres bønner. Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde! Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt,- ret hvad man kalder nogle arrige skarn! Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt de har snydt - hm! Jeg mener syndet, mit barn!- Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder! Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.
PIGERNE
(dansende)
Profeten er god; Profeten er bedrøvet for det onde, som støvets sønner har øvet! Profeten er mild; hans mildhed være priset; han åbner for synderne Paradiset!
PEER GYNT
(idet hans øjne følger Anitra under dansen)
Benene går som trommestikker raske. Ej! Hun er sandelig lækker, den taske. Hun har nogen extragavante former,- ikke ganske stemmende med skønhedens normer; men hvad er skønhed? En vedtægt kun,- en mynt, som er gangbar til sted og stund. Og just det extravagante behanger, når man har tilbunds det normale nydt. I det lovbundne blir mnan for rusen snydt. Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager; enten ængstende ung, eller skremmende gammel;- det middels gør vammel.- Hendes fødder - de er ikke ganske rene; ikke armene heller; især den ene. Men det er igrunden ingen forringelse. Jeg vil snarere kalde det en betingelse-- Anitra, hør her!
ANITRA
(nærmer sig)
Din slavinde har hørt!
PEER GYNT
Du er lokkende, barn! Profeten er rørt. Vil du ikke tro mig, så fornem beviset;- jeg gør dig til Houri i Paradiset!
ANITRA
Umuligt, herre!
PEER GYNT
Hvad? Tror du, jeg væver? Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!
