(PEER GYNT høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren)
PEER GYNT
Giv svar! Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Af vejen!
STEMMEN
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
PEER GYNT
(vil igennem på et andet sted, men støder imod). Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv. Kan du sige det samme?
PEER GYNT
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme! Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende! Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende! (slår og hugger)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Det dumme svar kan du gemme; det gør ikke sagen klar. Hvad er du?
STEMMEN
Den store Bøjgen.
PEER GYNT
Nå, så! Før var gåden svart; nu tykkes den grå. Af veien, Bøjg!
STEMMEN
Gå undenom, Peer!
PEER GYNT
Igennem!
(slår og hugger)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod)
Hå, ha! Er her fler?
STEMMEN
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en. Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén. Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
PEER GYNT
(kaster grenen)
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!!
(slår dig igennem)
STEMMEN
Ja, lid på næverne; lid på kroppen. Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
PEER
(kommer igjen)
Atter og fram, det er lige langt;- ud og ind, det er lige trangt! Der er han! Og der! Og rundt om svingen! Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen.- Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
STEMMEN
Bøjgen
PEER GYNT
(famler omkring)
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget. Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!
(Skriker)
Slå fra dig!
STEMMEN
Bøjgen er ikke gal.
PEER GYNT
Slå!
STEMMEN
Bøjgen slår ikke.
PEER GYNT
Kæmp! Du skal!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
PEER GYNT
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke! Var her bare så meget, som et årsgammelt trold! Bare noget at slås med. Men det er her ikke. - Nu snorker han! Bøjg!
STEMMEN
Hvad godt?
PEER GYNT
Brug vold!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
PEER GYNT
(bider sig i arme og hænder)
Klør og flænger tænder i kødet! Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
(der høres spm vingeslag af store fugle)
FUGLESKRIG
Kommer han, Bøjg?
STEMMEN
Ja; fod for fod.
FUGLESKIG
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
PEER GYNT
Skal du berge mig, jente, så gør det snart! Glan ikke ned for dig, lud og bøjet.- Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
FUGLESKRIG
Han vinner!
STEMMEN
Vi har ham.
FUGLESKRIG
Systre! Skyd fart!
PEER GYNT
For dyrt, at købe sig livet til for slig en times tærende spil.
(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)
PEER GYNT
(hugger på en stor furu med krigede grene)
Å-ja, du er sejg, du gamle kall; men det båder knapt, for du stpr for fald.
(hugger igjen)
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk; men jeg flænger den, jeg,m var den aldri så stærk.- Ja, ja; du ryster din krogede arm; det er rimeligt nok, du er arg og harm; men lige fuldt så skal du i knæ-!
(bryder med engang tvert af)
Løgn! Det er bare et gammelt træ. Løgn! Det er ingen stålklædt knark; det er bare en furu med sprukken bark.- Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer; men fandenskab når en både hugger og drømmer.- Det skal væk, dette her,- at stå i tågen og væve sig bort lyslevende vågen.- Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.
(hugger en stund ilsomt)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer til at bære frem maden og duge dit bord. Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv, hente det råt fra skog og elv, spike dig tyri og nære dig ild, stulle og stelle og lage det til. Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén vil du mure dig hus, må du brydte sten; wvil du tømre det op, får du fælde stokken og bære den frem på din ryg til tråkken.-
(Øksen synker; han ser frem for sig.)
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj skal der være på tagryggen hæv og høj Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen, en havfrue, skabt som en fisk fra navlen. Messing skal der være på fløjen og låsen. Glas får jeg også se jeg kan få. Fremmed folk skal undres på hvad det er, som skinner langt borti åsen.
(ler i harme)
Helvedes løgn! Der var den igen. Du er fredløs, gut!!
(hugger hvast)
En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte
(ser opad træet)
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd! Der stuper han skrås efter ehele sin længde;-- det grøsser i ungskogens mylr og mængde! (giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse)
Der er nogen efter mig!- Nå, er du slig, du Hægstadgubbe;- du farer med svig.
(dukker bag træet og kiger frem)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt. Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt under trøjen? En sigd. Han standser og glytter,- lægger næven tilrette på en skigard-stav. Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter-? Uf da! Hugg han ikke fingeren af!! Hele fingeren af! Han bløder som en stud.- Der setter han på sprang med næven i en klud.
(rejser sig)
Det var fanden til krop! En umistelig finger! Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger. Håhå, nu mindes jeg -! Det er den eneste Måde at fri sig fra kongens tjeneste. Så er det. De vilde ham i krigen skikke; og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted.- Men hugge-? For altid skille sig ved -? Ja, tænke det; ønske det; ville det med,-- men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
(ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen)
Akt 3 Scene 2
(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)
ÅSE
(render til den ene side)
Kari, hør her!
KONEN
Hvad godt?
ÅSE
(på den aden side)
Hør her-! Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-? Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet! Hvor er nøgelen til kisten?
KONEN
I nøglehullet
ÅSE
Hvad er det som ramler?
KONEN
Det sidste læs blir kørt til Hægstad.
ÅSE
(grædende)
Jeg var tilfreds, jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste! Å, hvad et menneske må tåle og friste! Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!! Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget, Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget. Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
(sætter sig på sengekanten)
Både gård og grund er ude af ætten; strid var den gamle; men stridere var retten;- der var ikke hjælp og der var ikke nåde; Peer var borte; ingen kunde mig råde.
KONEN
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
ÅSE
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
KONEN
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
ÅSE
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr! Ingrid kom jo velberget hjem tilslut. Det var ligest, de havde holdt sig til fanden;- han er brotsmanden, han, og ingen anden; den styggen fristed min stakkars gut!
KONEN
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten? Der står værre til, end I kanske tror.
ÅSE
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten
(farer op)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;; jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter; lage det som bedst, når de andre svigter. Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe. Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!! Hvor er hoserne?
KONEN
Der, blant det andre skrammel
ÅSE
(roder om)
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel støbe-ske, Kari! Med den har han leget knappestøber, smeltet og formet og præget. Engang her var gilde, kom ungen ind og bad sin faer at få en klump tin. "Ikke tin," sae Jon, "men Kong Kristian's mynt; sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld, og da ændsed han hverken til eller guld. Her er hoserne. Å, der er hul i hul; de må stoppes, Kari!
KONEN
Jeg mener, det trængs
ÅSE
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs; jeg kender mig så skral og så ussel og klemt-
(glad)
To uldskjorter, Kari;- dem har de glemt!
KONEN
Ja, rigtig har de det.
ÅSE
Det træffer sig nemt. Den ene kan du tilside lægge. Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge;- den, han har på, er så slidt og tyndt.
KONEN
Men kors, moer Åsee, det er visst synd!
ÅSE
Å ja; men du ved nok, presten forkynder nåde for den og de andre synder.
(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)
PEER GYNT
(ler imellemstunder)
Lås må der være; lås som kan binde døren for troldtøj, og mand og kvinde. Lås må der være; lås som kan lukke for alle de arrige nissebukke.- De kommer med mørke; de klapper og banker: luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker! Under sengen vi pusler, i asken vi rager, gennem piben vi rusler som gloende drager. Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker kan stænge for arrige nissebuktanker?
(SOLVEJG kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)
SOLVEJG
Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig. Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
PEER
Solvejg! Det er ikke -! Jo, det er!- Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
SOLVEJG
Bud har du skikket med Helga lille; fler kom efter med vind og i stille. Bud bar din moer i alt hun fortalte, bud, som yngled, der drømmene dalte. Nætterne tunge og dagene tomme bar mig det bud, at nu fik jeg komme. Det blev som livet var sluknet dernede; jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde. Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte; jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.
PEER GYNT
Men faer din?
SOLVEJG
På hele Guds vide jord har jeg ingen at kalde for faer eller moer. Jeg har løst mig fra alle.
PEER GYNT
Solvejg, du vene,- for at komme til mig?
SOLVEJG
Ja, til dig alene; du får være mig alt, både ven og trøster.
(i gråd)
Værst var det at slippe min lille syster;- men endda værre at skilles fra faer; men værst ifra dem, som ved brystet mig bar;- nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde den sorg at skilles fra dem alle, - alle!
PEER GYNT
Og kende du dommen, som blev læst ivår? den skiller mig både ved arv og gård.
SOLVEJG
Mener du vel at for arv og eje jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
PEER GYNT
Og ved du forliget? Udenfor skogen tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
SOLVEJG
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem; de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem
PEER GYNT
Så væk med både spiger og planker! Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker. Tør du gå ind for at leve med skytten, så ved jeg der kommer vigsel over hytten. Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær! Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær! Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let! Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt! Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme! Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage -; å, men jeg har længtes både nætter og dage. Her skal du se, jeg har tømret og bygt; der skal ned igen, du; her er ringt og stygt -
SOLVEJG
Rigt eller gildt, - her er efter mit sind. Så let kan en puste mod den strygende vind. Dernede var det klummert; en kendte sig klemt; der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt. Men her, hvor en hører furuen suse, -BR> for en stilhed og sang! - her er jeg tilhuse.
PEER GYNT
Og ved du det visst? For alle dine dage?
SOLVEJG
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
PEER GYNT
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen! Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen; lunt skal det varme og bjart skal det lyse, blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.
(han lukker op; SOLVEJG går inf. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)
PEER GYNT
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden! Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
(han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvide i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet)
KVINDEN
Godkveld, Peer rapfod!
PEER GYNT
Hvad godt? Hvem der?
KVINDEN
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær. Vi er grandfolk.
PEER GYNT
Så? Det er mer, end jeg ved.
KVINDEN
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
PEER GYNT
(vil gå)
Jeg har bråhast -
KVINDEN
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
PEER GYNT
I mistaer jer, moer!
KVINDEN
Jeg har før så gjort; jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
PEER GYNT
Jeg lovte -? Hvad fanden er det for snak?
KVINDEN
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak? Har du glemt -?
PEER GYNT
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst. Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
KVINDEN
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til ungen)
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
PEER GYNT
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham -?
KVINDEN
Du kan da vel kende grisen på skidet! Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam på skanken, som du er lam på sindet?
PEER GYNT
Vil du bilde mig ind -?
KVINDEN
Vil du vrigle dig bort -
PEER GYNT
Den langbente ungen -!
KVINDEN
Han er vokset fort.
PEER GYNT
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud -?
KVINDEN
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
(grædende)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker, som dengang du lokked mig i lider og bakker? I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg, og så er det rimligt nok en blir styg. Men dersom du vil se mig så ven, som før, skal du bare vise jenten derinde på dør, jage hende ud af sindet og synet;- gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
PEER GYNT
Vig fra mig, din troldheks!
KVINDEN
Ja, se om jeg gør!
PEER GYNT
Jeg skal slå dig i skallen -!
KVINDEN
Ja; prøv, om du tør! Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag! Jeg kommer igen hver evige dag. Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge. Sidder du med jenten på bænkefjæl,- blir du kælen, Peer Gynt,- vil du lege og dægge,- sætter jeg mig hos og kræver min del. Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig. Far vel, kære guttem min, imorgen kan du gifte dig!
PEER GYNT
Din helvedes mar!
KVINDEN
Men der er s'gu sandt! Ungen får du fostre, din fodlette fandt! Vesle-fanden, vil du til faer din?
UNGEN
(spytter på ham)
Tvi! Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
KVINDEN
(kysser ungen)
Å nej, for et hoved, der sidder på den krop! Du vlir faer din op af dage når du engang vokser op!
PEER
(stamper)
Gid I var så langt -!
KVINDEN
Som vi nu er nær?
PEER GYNT
(knuger hænderne)
Og alt dette -!
KVINDEN
Bare for tanker og begær! Det er synd i dig, Peer!
PEER GYNT
Værst for en anden!- Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
KVINDEN
Å ja; det svir til de skyldfri, sa'e fanden, moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
(hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham)
PEER GYNT
(after a long silence)
Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her.- Der faldt kongsgården min med bråk og rammel! Det slog mur om hende, jeg var så nær; her blev stygt med et, og min glæde blev gammmel.- Udenom, gut! Der findes ikke vej tvers igennem dette til hende fra dig. Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes. Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes. Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen, har glemt det meste, og her er ikke nogen retledning at få i skogen. -
Anger? Så skulde der kanske gå år, før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert. Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert, og klinke det ihob af stumper og skår? Sligt går med en fele, men ikke med en klokke. Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.